Livet med demens: Det sværeste er, at min mor bliver en anden
Kun 24-årig gammel skal Augusta Larsen langsomt indtage rollen som mor for sin mor, der har Alzheimers sygdom. Demenscafeen i Ballerup Kommune giver viden og fælleskab til mor og datter.
Augusta Larsens mor er 51 år gammel og ramt af demens. Moren passer stadig selv sin økonomi via netbank, laver mad, tager i svømmehallen, gør rent, køber gaver, aflæser el og mødes med andre i samme situation tre gange om ugen.
Men sygdommen har også fundet vej ind i livet. Sidste år stoppede hun med at arbejde som pædagog og fik tilkendt førtidspension. Augusta Larsens mor ved, at hun er syg og kender sin diagnose. Først og fremmest driller korttidshukommelsen på nuværende tidspunkt.
Datteren Augusta Larsen står sammen med sin storesøster som nærmeste pårørende i en situation, hvor der med tiden skal byttes om på rollerne mellem mor og datter.
En god fremtid
”Det er hårdt at agere mor for sin mor i visse situationer. Jeg har fået forældrerollen for min mor uden selv at vælge det. Det sværeste er, at min mor bliver en anden. Hun vil med tiden forandre sig til noget, jeg ikke kan genkende,” fortæller Augusta Larsen.
Augusta Larsens mor bor for sig selv i et hus i Ballerup. Datteren bor i Valby og snakker i telefon med sin mor hver dag. Derudover ser de hinanden cirka to gange om ugen.
”Spekulationer om fremtiden fylder meget. Meget af min energi kredser sig om min mor. Mit fokus er på, at min mor får den bedst mulige fremtid.”
Demenscafé kan hjælpe
Demenscafeen i Ballerup Kommune kan hjælpe med at få overblik over fremtiden og forstå demens.
Ballerup Kommune tilbyder demenscafe til mennesker med demens og deres pårørende én gang om måneden. Sammen får de viden om demens og gode råd til en hverdag med sygdommen. I cafeen kommer andre i samme situation.
Demenscafeen i Ballerup Kommune holder til i Aktiv Center Ballerup. Augusta Larsen og moren kommer ofte i demenscafeen.
”Det er genialt. Et virkelig godt tiltag. Det er lærerigt og givende. Jeg kan mærke på min mor, at det virkelig er noget, hun ser frem til, fordi det er et positivt arrangement. Arrangørerne af cafeen er dygtige, snakker langsomt og tænker over, hvad demente og pårørende har brug for at vide.”
En café for alle
Ballerup Kommune er en af få kommuner i landet med en demenscafe med arrangementer for både demente og pårørende. Augusta Larsen ser det som en styrke, at hun kan deltage sammen med sin mor.
”Min mor ville stensikkert ikke komme i cafeen, hvis ikke jeg kom med. Det er megapositivt, at jeg kan komme med, selvom jeg bor i en anden kommune. Alle er velkommen, og alle, vi møder, er supersøde. Det er rigtigt flot, at pårørende må komme med.”
Demenscafeen i Ballerup Kommune
Demenscafeen er et forum for borgere med demens og deres pårørende. I cafeen kan de mødes og diskutere emner relateret til demens.
Demenscafeen holder til i Aktiv Center Ballerup, Rolighedsvej 12, 2750 Ballerup. Første torsdag i hver måned er der cafearrangement. Demenscafeen er et samarbejde mellem Ældre Sagen, Alzheimerforeningen og Ballerup Kommunes demenskoordinatorer.
Huskedagen – vi husker, dem der glemmer
Lørdag den 21. september samler Alzheimerforeningen ind til arbejdet med at bekæmpe demenssygdomme. Dagen bliver kaldt Huskedagen.
På mange plejehjem og virksomheder bliver der bagt og spist huskekager på dagen.