Racersneglen Robert

Teateroplevelse giver børnehavebørn nye forståelser med på vejen

Antennerne var langt ude, da en gruppe tosprogede børnehavebørn fra Indslusningsgruppen Sesam forleden blev inviteret med på Racersneglen Roberts raketrejse i selskab med andre børnegrupper fra børnehuset Globen.

Turen bød på både farverige dragter, store fagter og finurlige sange om Roberts oplevelser, men vigtigst af alt gav den børnene mulighed for at opleve teaterrummet, og hvad det vil sige at dele det med hinanden.

Et stykke med musik og venskab 

Til lyden af let akustisk guitarspil bevæger børn i grupper af fem sig med store øjne ind gennem en hvid havelåge. Som de kommer ind bliver de vist hen til deres pladser på et grønt og græslignende tæppe i Racersneglen Roberts drømmehave. Der hvor græstæppet stopper begynder scenen, markeret af to skamler og to skuespillere i finurligt tøj. Da alle er på plads, går der ikke længe, før skuespillerne får børnene til at hjælpe med at kalde stykkets hovedperson ’Racersneglen Robert’ frem, som straks bytter sit sneglehus ud med en raket. 

Derefter racer han ud i verden, hvor man det ene øjeblik møder papegøjen Paula, som synger sin sang om at flyve højt og være fri, mens man i det næste svajer som søgræs til sangen om en mystisk konge og hans undervandsland. Da undervandslandet erstattes med en festlig sang om pølseprinserne, kan to piger ikke dy sig og kravler helt frem til kanten af græsset, hvor de må hentes tilbage af pædagogerne. 

Kort efter falder guitaren dog i volumen, og der bliver en afventende stilhed, som leder op til, at man møder den lysræd Månesværmer Mona. Hun bliver Roberts nye ven og vejen tilbage til drømmehaven, som markerer slutningen på stykket.

Racersneglen Robert møder Månesværmeren Mona, som bliver hans nye ven. Foto: Kim Matthai Lelan
Racersneglen Robert møder Månesværmeren Mona, som bliver hans nye ven. Foto: Kim Matthai Lelan

Teater er en fælles oplevelse man deler

’Racersneglen Robert handler om at rejse ud og vende hjem igen og at blive venner med fremmede gennem musik, dans og bevægelse.’ Sådan beskriver instruktør og skuespiller Lone Wernblad forestillingen om Racersneglen Robert på sin hjemmeside. 

I tråd med det venskabelige tema havde pædagogerne og børnene i indslusningsgruppen Sesam brugt tiden op til forestillingen til at sætte fokus på netop venskaber og alt det, der går forud for at danne dem. Lige fra at kigge sig omkring og se, hvad de andre børn laver og gør, til at få øjenkontakt og finde ud af, hvad man stiller op med det. Som stykket skrider frem, bliver det også tydeligt, at børnene ikke kun er interesserede i karaktererne på scenen, men også bruger en del energi på at kigge rundt på hinanden. 

For ud over at musikken, fortællingen og de farverige figurer skaber nye sanseindtryk, åbner en teateroplevelse som ’Racersneglen Robert’ også op for, at børnene kan lære af hinandens ageren, fortæller Nadia Profft, pædagog i indslusningsgruppen Sesam. 

Hun uddyber:

- Særligt for de mindste, som ikke har oplevet teater før, og de tosprogede, som endnu ikke behersker det danske sprog, er det væsentligste ikke nødvendigvis at forstå Racersneglen Roberts rejse til fulde. I stedet ligger værdien i lige så høj grad i at træde ind i et anderledes socialt rum, hvor de kan spejle sig i nogle andre og derigennem få en forståelse for de regler og rammer, der hører sig til en teatersal. 

Racersneglen Robert sidder sammen med skuespiller Lene Wernblad, inden han tager afsted på sin rejse. Foto: Kim Matthai Lelan
Racersneglen Robert sidder sammen med skuespiller Lene Wernblad, inden han tager afsted på sin rejse. Foto: Kim Matthai Lelan

En lille del af en større helhed 

Udover muligheden for at lære teaterrummet bedre at kende, giver forestillingen også nye indtryk man kan snakke om, sjove sange man kan synge, og friske figurer man kan referere til. Det var endnu en af årsagerne til, at Nadia Profft og hendes kollegaer bookede stykket i første omgang. De ønskede nemlig, at give særligt de tosprogede børn mulighed for at få en anderledes og fælles kulturel oplevelse, som de kunne bygge videre på efterfølgende. 

F.eks. skulle alle børn og pædagoger ind ad den lille hvide havelåge omkranset af hvidt stakit for at komme ind i salen, så stykket kunne gå i gang. 

- Næste gang børnene ser en havelåge, så vil de kunne genkende den og samtidig vide, hvad man kalder sådan en. På den måde gør man børnenes verden lidt større i kraft af de små oplevelser, de får med sig på vejen, fortæller Nadia. 

I slutningen af stykket blev der også lagt op til, at børnene kunne tage oplevelsen med sig videre ud i verden. Da de skulle tilbage ud ad den samme hvide havelåge, som de var kommet ind ad, fik de nemlig hver især et regnbuepas med tegneøvelser og sange fra stykket, så de altid kan komme tilbage til Racersneglen Roberts drømmehave. Men udover at fungere som adgangsbilletten til drømmehaven, fungerede regnbuepasset også som et fysisk og visuelt afsæt, så børnene kunne tale videre med hinanden, deres forældre og pædagogerne om deres oplevelser - også efter at stykket havde nået sin afrunding.

Fakta

  • Lone Wernblad og Benjamin Aggerbæk rejser rundt og optræder med ’Racersneglen Robert’ i hele landet 
  • Nadia Profft bookede stykket gennem www.dagtilbudivirkeligheden.dk, hvor der tilbydes en række forløb til alle kommunens dagtilbud. 
  • Indslusningsgruppen Sesam tager imod børn og familier med behov for en særlig sproglig, integrerende og inkluderende støtte.