Nu indvier vi Banegårdspladsen
Ballerups nye banegårdsplads er færdig. Byens brugere har fået et nyt, dejligt byrum at opholde sig i, og det skal fejres mandag den 16. august.
Busterminalen har været i funktion i et par år, mens den nye plads blev færdig i januar i år. Den skulle egentlig have været indviet på det tidspunkt, men på grund af corona-epidemien har vi måttet udskyde det. Nu kan det heldigvis lade sig gøre.
Derfor indbydes alle til at komme til en festlig indvielse mandag den 16. august kl. 15.30.
Her vil der bl.a. være taler, musik og gratis øko-saft, kaffe og popcorn.
Projektet er støttet af Realdania som et led i deres program ”Kickstart Forstaden”, og pladsen indvies derfor af Ballerup Kommune og Realdania i fællesskab.
Banegårdspladsen var tidligere, som mange nok husker, én stor, asfaltbelagt busterminal. Nu er den blevet omdannet, så den både rummer en busterminal og en ny plads til ophold, aktiviteter og udeservering. Pladsen afgrænses mod Linde Allé af en ny bygning med café/restaurant og butikker i stueetagen og boliger ovenpå. Bænke indbyder til ophold, og en vandkunst bidrager til en rolig stemning - og til leg og fornøjelse, for alle aldre. Om aftenen er der kunstbelysning på belægningen.
Det var landskabsarkitektfirmaet SLA, der i 2016 vandt konkurrencen om pladsens udformning med dette fine projekt, hvor der er lagt vægt på at skabe et smukt ’gulv’, og hvor de mange, store træer – både på pladsen og i busterminalen – bidrager til en grønnere bymidte. Byggeperioden har budt på udfordringer, både for beboerne omkring pladsen og for tog- og buspendlerne og for bymidtens brugere generelt. Tak til alle for tålmodigheden.
Sådan så Banegårdspladsen ud før omlægningen gik i gang i 2017.
Der er både almindelig gadebelysning og en specialdesignet kunstbelysning. Det gør pladsen mere interessant at færdes på i mørke - og mere tryg. Kunstbelysningen ændrer farve og mønster efter årstiderne.
Der er bede med store træer og underplantninger med buske og stauder, specialdesignede bænke, og en vandkunst, der springer lige op af belægningen.