Foto

Ombold skaber nye fællesskaber for udsatte borgere

Det handler om meget mere end scoringer og sejre, når Ombold mødes hver onsdag. Det er med fællesskabet i fokus og med rum og plads til alle.

- Du kan skrive, at folk er velkomne til at komme.

Det er Srdjans sidste bemærkning, inden optageren bliver slukket. Men den indkapsler på fin vis ånden til Ombold. For her er rum og plads til alle. Og det er en broget flok, der hver onsdag indtager kunstgræsbanen en spytklat fra BSF-klubhuset på Marbækvej til et par timers fodbold.

På fodboldbanen finder man folk som befinder sig i en udsat position i livet. Nogle med rusmiddelproblematikker og andre er psykisk sårbare. Og alle er lige velkomne i fodboldfællesskabet.

- Det er borgere med forskellige udfordringer, der gør, at det kan være svært at være i et almindeligt foreningsliv, forklarer Theis Kyvsgård, der er socialpædagogisk vejleder i Brydehuset og en del af trænerteamet 

Endorfiner og fællesskaber 

Sammen med Kristina Kragh Kanstrup fra BSF udgør han trænerteamet for de omkring 14 Ombold-spillere. Med krammere, high fives og smil møder de spillerne i øjenhøjde og med et positivt mindset. 

- Ud over motion, og at de får sluppet nogle endorfiner løs, håber jeg, at det giver dem oplevelsen af at være værdsat af andre typer mennesker, end dem de lige ville omgås i deres liv. De møder nye mennesker og får nye kammeratskaber. De får social omgang med andre – de oplever at være en del af et fællesskab og får brudt ensomheden. De får en pause fra de ting, de har det svært med, siger Theis.

Træning

Det fællesskab oplever Nicki. Med sine 37 år er han holdets alderspræsident. Han er tidligere sælger, men er i dag ledig. Derfor er Ombold-træningen et fast holdepunkt i tilværelsen. Han har været med siden begyndelsen.

- Det giver mig et fællesskab i min hverdag. At jeg ser nogle mennesker i stedet for bare at lukke mig inde bag mine egne fire vægge.

- Vi er jo et bredt fællesskab. Vi er nogle, der tidligere har haft et misbrug. Og så er der andre, der har nogle psykiske og sociale sårbarheder. Vi prøver at tage hensyn til alle, siger Nicki.

Kampen mod stofferne

Nicki tog stoffer første gang som 13-årig. Det begyndte med hash, og siden udviklede det sig til kokain. I dag er han i behandling for sit misbrug i Brydehuset, som har en række specialiserede tilbud til borgere med sociale, rusmiddelmæssige eller psykiske udfordringer. 

- Jeg er stofmisbruger og har brug for at komme ud og få noget socialt fælleskab med andre mennesker i stedet for bare at lukke mig inde og blive isoleret. Her har vi det godt sammen, fortæller Nicki, der også er i gang med tandbehandlinger hos Tandrødderne gennem Ballerup Kommune. 

- Når man er stofmisbruger, så smadrer det tænderne, forklarer Nicki.

God energi og DM-pokal

En anden fast deltager er Srdjan. Han er tilknyttet Brydehuset, hvor han blev gjort opmærksom på fodboldtræningen.

- Det er fantastisk. Vi kunne godt have været endnu flere, og vi håber på, der kommer endnu flere, men det er jo dejligt. Det er sport, det er altid godt. Det giver positiv energi og sammenhold

DM

- Det er nogle fede mennesker, der er her, og det giver god energi. Folk er positive og som regel glade, siger Srdjan, der er tidligere bager men lige nu sygemeldt.

For nyligt deltog holdet for første gang i Danmarksmesterskabet. I Viborg blev det til en flot tredjeplads og en stor pokal. Det var med både Nicki og Srdjan på holdkortet. Senere på året er Ombold BSF/Brydehuset selv værter for et stævne. Det finder sted den 8. november i Topdanmark-hallen.

RUNDT OM OMBOLD

  • Alle med en social eller psykisk sårbarhed er velkommen. Ombold træner hver onsdag klokken 11:00 til 12:30 og runder af med lidt hygge 
  • Ombold begyndte i Ballerup i februar i år og er et samarbejde mellem Ballerup Kommune, Brydehuset og BSF, der har indgået et samarbejde med DBU, DBU Sjælland og OMBOLD om at opbygge et positivt og forandringsskabende fodboldfællesskab for sårbare borgere.