Portræt: Når man lige i dén time gør forskellen
Ole er støttevejleder og skaber struktur i en svær hverdag hos borgere, som er psykisk sårbare. Sparring med dygtige kolleger har givet ham et bredere perspektiv til at se, hvad der påvirker menneskers liv og motivation til at tage det næste skridt.
- Meget af tiden er jeg alene i mit job, fordi det er mig, der kommer ind ad døren hos en borger. Men jeg føler mig aldrig alene, for jeg har hele tiden support fra kolleger og deres erfaringer, jeg kan bringe ind i mit arbejde.
Det fortæller Ole Schrøder, som er støttevejleder i Brydehuset i Ballerup Kommune. I Brydehuset hjælper de borgere med misbrugsproblemer eller som er psykisk sårbare og udsatte for eksempel på grund af sociale problemer, en hjerneskade, autisme eller fordi de har en sindslidelse.
Ole Schrøder er støttevejleder for 12-14 borgere ad gangen, som har det til fælles, at de har en sindslidelse. Det er for eksempel skizofreni, depression, angst eller eftervirkninger fra svær stress. Og de har brug for en støtteperson i kortere eller længere perioder, så de kan få hverdagen til at fungere.
- De er psykisk sårbare og det gør at det, som vi andre oplever som almindelige hverdagsting, kan være svære for dem. Det kan være at få styr på at madvarerne i køleskabet ikke bliver for gamle, så de bliver syge af at spise dem eller at de får betalt deres husleje til tiden. De kan også have brug for hjælp til at læse breve fra det offentlige. Man kan læse et brev om at der kommer en og aflæser varmemåleren som om, at man skal sættes ud af sin lejlighed, og det fremkalder selvfølgelig en reaktion. Når jeg kommer på besøg én eller måske i perioder to gange om ugen, så giver det borgerne støtte og struktur, siger Ole Schrøder.
Ole er den ene procent
Han er uddannet ergoterapeut og herfra henter han mange redskaber, som er egnet i socialpsykiatrien, som har været hans arbejdsfelt i de seks år, han har været i Ballerup Kommune.
- Jeg arbejder meget med borgernes motivation. Hvis det er en udfordring at tage bussen og de gerne vil kunne det, så er de motiveret for at ændre på det, og her kan jeg støtte dem, så de gør fremskridt. Det er 99 procent deres egen fortjeneste, når de lykkes med det, de har sat sig for. Kan jeg bare være den ene procent i lige dén time der gør forskellen på, om de f.eks. kan klare en telefonopringning til deres forældre, som de ikke har så meget kontakt til, så giver det en god følelse i maven.
- Det er et godt ledet hus, hvor der er plads til at skifte fra at arbejde med socialpsykiatri til at arbejde med misbrug eller omvendt, siger Ole Schrøder. Foto: Bo Helsted.
En mursten bliver til værdi for andre
Når Ole ikke er på besøg hos borgere, har han ansvar for gruppeforløb, hvor flere borgere er samlet og deler deres erfaringer.
- Der skal jeg bare skabe kontakten mellem dem og bringe et emne i spil. Borgerne kan noget virkelig stærkt sammen – det jeg kalder de levede erfaringer. De bringer sig selv ind, hvor de både får og yder noget til andre. Det kan næsten alle være med til. Flere siger wauw, det her har været en kæmpe mursten i min rygsæk, men nu kan jeg bruge voldsomme og belastende oplevelser til noget, der giver værdi for andre. Det kan også være med til at afhjælpe deres egne traumer. Det betyder meget at vide, at man ikke er alene med at have det sådan, siger Ole.
For få år siden blev medarbejderne fra kommunens misbrugsbehandling og socialpsykiatri fælles om at bo i Brydehuset – og det har været en kæmpe gevinst, mener Ole Schrøder.
- Mange af de borgere, vi møder i socialpsykiatrien, har en form for misbrug ved siden af. Jeg kan sparre med mine dygtige kolleger, der ved en masse om stof- og alkoholmisbrug. Det har givet mig et bredere perspektiv, så jeg kan se flere nuancer hos mennesker og hvad der påvirker deres liv og motivation. Man kan sige, at jeg er blevet meget klogere på mit eget felt netop ved ikke udelukkende at kigge på mit eget felt, mener Ole.
Huset med den bedste karma
Det faglige fællesskab og lysten til at gøre hinanden bedre kommer også nye medarbejdere til gavn.
- Jeg plejer at sige til nye kolleger, at vi bor i den grimmeste bygning i Ballerup, men det er det hus, med den bedste karma! griner Ole, og fortæller levende om den gode stemning, hjælpsomheden og nysgerrigheden efter at lære af hinanden – og om den indflydelse og udvikling, han har mærket gennem de år, han har været en del af Brydehuset.
- Jeg har meget indflydelse på min arbejdsdag og metodefrihed til at vælge, hvordan jeg vil arbejde med borgerne. Det er et godt ledet hus, hvor der er plads til at skifte fra at arbejde med socialpsykiatri til at arbejde med misbrug eller omvendt. Det er fantastiske udviklingsmuligheder. Kun dele af mit job er de samme som for 6 år siden, og det betyder meget for mig, at der er udvikling – enten fordi forandringerne kommer udefra eller fordi jeg selv opsøger det. Og det er der plads til i Brydehuset, siger Ole Schrøder.
Om Brydehuset
Brydehuset tilbyder misbrugsafvænning og støtte til borgere med psykiske og sociale problemer.
Der er omkring 106 medarbejdere ansat som er pædagoger, ergoterapeuter, psykologer, læger, sygeplejersker, socialrådgivere og administrative medarbejdere.
Hvert år er omkring 500 borgere fra Ballerup eller andre kommuner tilknyttet et behandlingsforløb på Brydehuset.