Skoletalenter får smagsprøve på gymnasiet
22 kvikke elever fra 9. klasse har netop afsluttet et talentforløb, som giver dem en smagsprøve på de faglige udfordringer på de lokale gymnasier.
Foto: Filippa (i forgrunden) og Sille (i baggrunden) tager udfordringen op med at kode et computerspil fra bunden og selv lave grafikken dertil. Det sker som led i undervisningen i programmering og digitalt design på H.C. Ørsteds Gymnasiet.
- Ej, skal den ikke være lidt mere rød?
Sille og Filippa sidder skulder ved skulder fordybet i farvekoderne til deres computerspil. De har lige programmeret et skydespil, og nu er de i fuld gang med at lave grafikken. Fantasien har fået frit løb, så de har tegnet en lille gul figur, der skyder farvestrålende klatter ned. I bunden af skærmen viser en tæller, hvor mange succesfulde skud, spilleren har.
Det er sidste modul i talentprogrammet Junior Talent for udvalgte elever fra 9. klasserne i Ballerup Kommune. Sille og Filippa fra 9.B på Skovlunde Skole er sammen med resten af holdet på besøg på H.C. Ørsted Gymnasiet, der er det tekniske gymnasium i Ballerup. Der er programmering og digitalt design på programmet, og skoleeleverne er dybt optaget af dagens udfordring, der ellers er forbeholdt gymnasieelever.
Skal pirre nysgerrigheden
Dagens gæster på H.C. Ørsted Gymnasiet er det andet hold, der afslutter juniortalentprogrammet i Ballerup Kommune. Det er Akademiet for Talentfulde Unge (ATU), der står bag forløbet, som siden 2017 har været et tilbud for særligt videbegærlige og engagerede elever i udskolingen.
Formålet med programmet er at give nysgerrige elever ekstra udfordringer i sidste del af folkeskolen, så de bevarer motivationen for skolen. Eleverne bliver opfordret til at deltage i talentprogrammet af deres lærer i 7. klasse, og så skal de selv skrive en ansøgning for at komme med. Forløbet består af 15 undervisningsdage i løbet af 8. og 9. klasse, og undervisningen foregår på de lokale gymnasier. Hver undervisningsdag har et tema, og på dette hold har eleverne fx både lært om EU, bioteknologi, digitalisering og virksomhedsøkonomi.
Mads Glendorf, der er rektor på H.C. Ørsted Gymnasium, har undervist holdet i idéhistorie og videnskabsteori. Han lægger ikke skjul på, at talentforløbet gerne må tiltrække flere unge til de gymnasiale uddannelser, men det primære formål er helt klart at give de unge appetit på mere læring.
- Vi kan mærke, de unge er motiverede og videbegærlige, så vi skal inspirere dem og pirre deres nysgerrighed. Men de stiller også andre krav til os. Vi skal fx være mere anvendelsesorienterede i undervisningen, så de kan se, hvad de kan bruge teorierne til i virkeligheden. Så det kræver, at vi står på tæerne, når vi tilrettelægger undervisningen, og det er også lærerigt for os, siger Mads Geldorf.
Friere tøjler er sjovere
Dagens tema om programmering og digitalt design er ved at være slut, og Sille og Filippa lægger sidste hånd på deres computerspil. Nu skyder det lille gule væsen med røde hjerter, når det skal ramme de farvestrålende klatter.
De er enige om, at det har været spændende at være med i talentforløbet. Det har ikke ændret deres valg af ungdomsuddannelse, men det har været lærerigt.
- Det har været sjovt at prøve noget nyt. Vi får lov til at prøve tingene mere af her, fx da vi havde om enzymer. Der lavede vi praktiske øvelser med enzymer. Det er langt sjovere end bare at se en film om det, som vi nok ville gøre i skolen, siger Sille.
- Ja, og så har vi også mere frie tøjler. Vi er mere aktive selv, og der er tid til, at vi kan fordybe os, fordi vi har et tema hele dagen. Det her med kodning og grafik er faktisk meget sjovt og ikke så nørdet, siger Filippa, mens hun finjusterer farven på figuren.
Talentprogrammet for årgang 2018 er slut. Inden eleverne tager afsked, er det tid til diplomoverrækkelsen. Mads Geldorf kalder eleverne op én for én, og sender dem videre ud i verden med disse ord.
- Husk nu: With great power comes great responsibility, som de siger i Spiderman. Så forvalt nu jeres talent, som I selv ønsker det, - og ikke som andre ønsker det. I er meget talentfulde, og der venter jer flere talentprogrammer i gymnasiet, hvis I har lyst. Held og lykke!
Foto: Her er et lille udpluk af Junior Talent årgang 2018, der fik overrakt deres diplomer på H.C. Ørsted Gymnasiet i december. Holdet består af topmotiverede elever fra skolernes 9. klasser, der har lyst til flere faglige udfordringer i skolen, og derfor følger undervisningsforløb på de lokale gymnasier i kommunen.
Fakta:
- Akademiet for Talentfulde Unge står bag Junior Talent, der er et talentprogram for elever i 8. og 9. klasse, der savner faglige udfordringer.
- Programmet består af 15 undervisningsdage, hvor eleverne bliver introduceret for fag inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og naturvidenskab.
- Der bliver optaget 25 elever fra skolernes 8. klasser i Ballerup Kommune pr. år.
- Lige nu deltager ca. 100 elever fra 6. - 9. klasse i Ballerup Kommune i Junior Talent eller Yngre Talenter.