Skoletjenesten er gået "på jagt" med de nye læreplanstemaer
Landet over har dagtilbud fået nye styrkede læreplanstemaer. I Ballerup bidrager Skoletjenesten Pederstrup blandt andet til arbejdet i forbindelse med året børnekulturfestiva
2018 kom der nye styrkede læreplanstemaer til dagtilbud over hele landet. I de nye læreplaner er der et øget fokus på personlig udvikling, læring og trivsel, og der bliver gjort et stort arbejde for at styrke børnenes læring, deltagelse i fællesskaber og almene dannelse gennem bl.a. leg og børneperspektiv.
Også i Ballerup Kommune er arbejdet i gang, og blandt andre Skoletjenesten Pederstrup bidrager til arbejdet. Det sker i forbindelse med året børnekulturfestival.
Tag med på en rejse tilbage i tid...
Måløv Naturpark. Solen står højt på himlen, men det er endnu ikke middag. En kvinde i bondeklæder går igennem en mark med rug fulgt af 15 børnehavebørn og deres pædagoger. Rugen står dem langt over hovedet, og de følger kvinden, der er på en opgave.
Hun fortæller, at hun og hendes familie er sultne. Kongens skov ligger lige ved siden af, men de må ikke jage dér – dyrene i skoven tilhører majestæten, men sulten tvinger familien til at være krybskytter og gå på jagt. Børnene lytter, når hun fortæller om, hvordan dyrene løber forbi: Harer, rådyr, dådyr og agerhøns. Det er som store madpakker, der springer forbi.
Kvinden i bondetøjet er Lisa Tornbjerg. Hun er naturformidler ved Skoletjenesten Pederstrup. Og børnene er gået den lille kilometer fra Børnehuset Måløv By for at blive klogere på, hvordan man gik på jagt før i tiden. Udklædningen og historien hjælper børnene til at komme helt tæt på, hvordan mennesker tidligere levede på egnen. Det er også fortællingen om menneskets forhold til dyr og natur.
Styrkede lærerplaner og skoletjenesten
I to år har Lisa været en del af Skoletjenesten Pederstrup. Hendes fokus er på naturformidling til dagtilbuddene:
- Vi har fra starten arbejdet med, at vores forløb ikke kun er til børnene, men også er inspiration til det pædagogiske personale. Vi forsøger at lave aktiviteterne sådan, at både børn og voksne tager noget med hjem til børnehuset, som de kan dele med kollegaerne og de andre børn, fortæller Lisa på en bænk i Pederstrup.
- Det er et supplement til den viden, der findes i børnehusene, hvor vi forsøger at lukke op for brugen af de nære naturområder. Der er masser af vandhuller og pletter med natur i kommunen, og vi håber, at de steder bliver almindelige at bruge i det pædagogiske arbejde.
Leg og børneperspektiv i centrum
Fire børn fået dyreskind på ryggen og kravler rundt i det høje græs. På en den ene side står en mægtig konge og venter på sit bytte. I den anden side bønderne som skulle drive dyrene hen til kongen. Konge og bønder er selvfølgelig børn i en del af en leg der viser, hvordan kongerne gik på jagt i renæssancens Hareskov.
- Jeg har altid legen med. At være klædt ud og invitere børnene med i en leg er en måde at bringe børnenes egen viden og verdenssyn i spil. Når de får dyreskind på ryggen og skal gå på alle fire igennem det høje græs, så bliver de ikke bare klogere på, hvad de selv kan, og hvordan dyrene lever og ser verden. De bliver også en del af en sammenhæng, hvor en gruppe af deres kammerater ”klapper” dem hen til kongen med sværdet, siger Lisa Tornbjerg.
Når dyrene er "slået ihjel", bytter de. Og et par timer efter, børnene første gang mødte kvinden i bondetøjet, så forsvinder de igen ned igennem det høje svedjerug. Heldigvis er der madpakker, der venter derhjemme. Ingen behøver være krybskytter i dag…
Skoletjenesten Pederstrup skaber læringstilbud til dagtilbud og folkeskoler i Ballerup Kommune. Lisa Tornbjerg er tilknyttet skoletjenesten 12 timer om ugen, mens de øvrige timer bruges i Børnehuset Nordpolen.
I 2018 deltog små 800 børn og 100 voksne i læringsforløb til dagtilbuddene, der vare 1-2 formiddage.
FAKTA OM LÆRERPLANSTEMAER
Den styrkede pædagogiske lærerplan blev introduceret 1. juli 2018. Formålet er at sikre alle børnehuse et ensartet grundlag for at skabe en læringsmiljø der udvikler børnenes lærings, trivsel, udvikling og dannelse. De styrkede lærerplanstemaer står på skuldrene af det fælles pædagogiske grundlag, som er formuleret i dagtilbudsloven. Det drejer sig f.eks. om fokus på leg, læring, børnefællesskaber og dannelse og børneperspektiv.
De seks lærerplanstemaer er
- Alsidig personlig udvikling
- Social udvikling
- Kommunikation og sprog
- Krop sanser og bevægelse
- Natur, udeliv og science
- Kultur, æstetik og fællesskab.