debat

Skolevalg gav eleverne en stemme

Udskolingseleverne på Skovvejens Skole afd. Øst kom deres forældre og kommunalvalget i forkøbet, da de torsdag gik til stemmeurnerne for at stemme til det nationale Skolevalg

- Hvad mener I om, at det bliver meget dyrere at komme på arbejde for dem, der pendler langt, hvis man lægger CO2-afgifter på benzin?



Sådan lød ét ud af en lang række skarpe spørgsmål til fem ungdomspolitikere torsdag. Politikerne var mødt op til valgdebat med Skovvejens 8.- og 9.klasser i forbindelse med valgdagen i det nationale Skolevalg. På skolen ventede der politikerne en sal fyldt med elever, og efter tre ugers arbejde med den demokratiske proces var de mere end klar til at tale med om politik.



I halvanden time skulle ungdomspolitikerne dele og argumentere for deres partiers holdninger til de mærkesager, der optog eleverne mest. Det ledte til en engageret debat, hvor ungdomspolitikerne på skift tog ordet for at give deres perspektiv på emner som højere straffe, afgifter på flyrejser og afkriminalisering af stoffer. 

Et væld af valgmuligheder 

Ud over mærkesagerne, som eleverne havde arbejdet mest med, var debatten også 8. og 9.klassernes sidste chance for at tage stilling til, hvem de ville stemme på. Blot et par timer efter skulle de nemlig sætte deres kryds, som skulle afgøre valgresultatet for årets nationale skolevalg.



Eleverne var heldigvis ikke helt på bar bund, inden krydset skulle sættes. De foregående tre uger er samfundsfagstimerne gået med at sætte sig ind i de politiske partier, deres holdninger, og hvad det idet hele taget vil sige at være en del af et demokrati

- Vi har været inde på skolevalg.dk for at undersøge, hvilke mærkesager vi vægter højest. Bagefter har vi interviewet hinanden og argumenteret for, hvorfor en bestemt mærkesag er en god ting, fortæller Ida fra 9.K om forløbet.



ida stemmer

Foto: Ida stemmer ved Skolevalg



Ejnar fra 9.J stemmer i:

- Det har været spændende at finde ud af, hvilket parti jeg gerne vil stemme på ift. hvem der bedst repræsenterer mine holdninger. Og så er det rigtig fedt, at der er nogle unge der kommer ud til os og gerne vil debattere og repræsentere os. For de ved jo, hvordan det er at være ung, ligesom vi er.

Politikken på bordet 

Paneldebatten og besøget fra ungdomspolitikerne satte skub i de politiske overvejelser på skolen. Der gik derfor ikke lang tid fra paneldebatten var ovre, og pausen var sat ind, til en gruppe 8. klasser samledes og begyndte at debattere dagens temaer. En øvelse de gik ind i med næsten lige så meget iver, som da de fem ungdomspolitikere havde ordet.



- Hvad er egentlig forskellen på Radikale Venstre og Venstre? Hvem har du tænkt dig at stemme på? CO2-afgift! Nej, der er jeg uenig, der skal da slet ikke være nogen CO2-afgift. 



Dén entusiasme og indlevelse i emnet kan Morten, samfundsfagslærer for 9.K, godt nikke genkendende til.



- Alle vil gerne byde ind og diskutere om det her emne nærmest uanset, hvor meget de plejer at byde ind. Fx har besøget fra ungdomspolitikerne allerede nu fået flere til at tale ind i, hvor meget det betyder for modtagelsen af et politisk budskab, at afsenderen har karisma og er god til at levere sine pointer på en fængende måde.

En dag i demokratiets ånd

Skolevalget lykkedes på ægte demokratisk vis ved hjælp af aktiv deltagelse fra alle. Skolen stillede stemmesedler, stemmebokse og valgurner til rådighed, så 8. og 9. klasserne kunne sætte deres kryds uden forstyrrelser. Repræsentanter fra elevrådet i 7. klasse sørgede for, at alt gik rigtigt til undervejs, så ingen fik givet hverken en stemme for meget eller en stemme for lidt. Og de som ikke havde mulighed for at stemme på dagen, fik mulighed for at indgive deres stemme på forhånd.

 

Da dagen var omme, var både Ida og Ejnar enige om, at skolevalget klart havde vækket deres interesse for politik, og at de fremover vil holde noget mere øje med det politiske landskab, end de har gjort førhen. Og som Ejner bemærker, så kunne man jo starte med kommunalvalget den 16. november...

Sådan stemte eleverne i Ballerup

stemmefordeling



Faktaboks – Om Skolevalg

  • Skolevalg afholdes hvert andet år og arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd. 
  • I år udskrev statsministeren skolevalg søndag d. 26 september.
  • 749 skoler havde tilmeldt sig – i Ballerup deltog fem distriktsskoler
  • Skolevalget blev afholdt torsdag d. 14/10-2021 
  • Det nationale valgresultatet: Blå blok: 42,6 % Rød Blok 57,4 % 

Læs mere på: www.skolevalg.dk