Fire mennesker med cykelhjelm læner sig op ad løbehjul

Test skal bane vejen for en grønnere vej på arbejde

Ved systematisk at kombinere togrejsen med et el-løbehjul til den sidste del af turen fra stationen til arbejdspladsen, bliver det enklere at vælge den bæredygtige rejse. Sker det, kan det øge mobiliteten og være med til at lette trængslen på vejene og aftrykket på klimaet.

Foto: Onsdag morgen markerede Ballerup Kommune, DSB, Demant og Voi på Kildedal Station, at det nu bliver nemmere at få en samlet rejse til at hænge sammen på en grønnere måde. Fra venstre mod højre: Trine Kromann-Mikkelsen, sustainability-direktør i Demant, Jesper Würtzen, borgmester i Ballerup Kommune, Jan Sigurdur Christensen, kommerciel direktør i DSB og Kristian Yde Agerbo, direktør for Voi i Danmark.

Det er slutmålet for et forsøg, som medarbejdere fra Demant i Ballerup deltager i. Helt enkelt har DSB indgået et partnerskab med Voi om levering og drift af el-løbehjul, som brugerne får adgang til gennem en DSB-drevet digital platform, der er kaldt Kørmit. På S-togs stationen Kildedal bidrager Ballerup Kommune med pladsen, hvor de deltagende Demant-medarbejdere kan sikre hjul under sig på den sidste del af turen til arbejdspladsen – og retur til stationen om eftermiddagen.

”De fleste af os vil gerne tage bæredygtige valg, men hverdagen skal jo også hænge sammen. Og togstationen er sjældent slutdestinationen, så der skal hjælp til at klare den sidste bid af turen til arbejde. Vi vil gerne gøre det lettere at vælge toget og ved at prøve os frem, håber vi at finde et bud på fremtidens mobilitet,” siger Jan Sigurdur Christensen, kommerciel direktør i DSB.

Undersøgelser har vist, at hvis der er mere end 800 meter fra stationen og til arbejdspladsen, så vælger de fleste bilen frem for at stige på den kollektive trafik. Ballerup Kommune har store erhvervsområder, som mange af virksomhedernes ansatte pendler ind og ud af hver dag. Derfor ser kommunen gerne, at der er flere alternativer til at pendle for at sikre tilgængeligheden til virksomhederne.

”Efterhånden som vi alle vender tilbage på job igen, så kommer vi også tilbage til en hverdag med trængsel på vejene. Derfor er det oplagt for os at stille en plads til løbehjulene til rådighed. Som en stærk erhvervskommune er det vigtigt for os, at kommunens mange virksomheder er attraktive ved at være lettilgængelige – også når man ikke kører bil. Jeg ser frem til, at vi får samme gode løsning på Malmparken Station, hvor endnu flere medarbejdere pendler til og fra arbejde,” siger Jesper Würtzen, borgmester i Ballerup Kommune.

Demant, kendt for Oticon-brandet, er med sine 1.600 medarbejdere på Kongebakken i Smørum en af de virksomheder, der har ansatte, som pendler til jobbet hver dag. De deltagende medarbejdere nævner som årsag til at deltage bl.a. hensynet til klimaet og at kunne pendle mere klimavenligt, at slippe for at tage cykel med i toget samt at være mere fri af trængsel på vejene.

”Demant leverer høresundhed i hele verden og arbejder derfor fokuseret med en bæredygtighedsstrategi, hvis kerne er verdenssundhed – at lette livet for mennesker med høretab. Herunder ligger også ansvaret for at mindske vores klimaaftryk, både direkte reduktioner og den mere indirekte følelse af at gøre noget. Her synes vi, at DSB’s initiativ er fremragende til at sætte fokus på at træffe valg, som kan reducere klimaaftrykket, når man pendler,” siger Trine Kromann-Mikkelsen, der er sustainability-direktør i Demant.

Om Kørmit

  • Konceptet, kaldet Kørmit, er en digital service fra DSB, der skal teste, hvordan og med hvilke midler vi med toget i midten skaber den bedste sammenhængende rejse til og fra arbejdspladsen. Det sker med en platform, der skal tilgodese kommunernes, virksomhedernes og mobilitets leverandørernes udfordringer – og i sidste ende til glæde for kunderne.
  • Virksomheden Voi leverer løbehjulene til testen. De er udvalgt gennem en konkurrenceudsættelse af opgaven og vil også være med i de øvrige test, der er i støbeskeen. Voi sikrer vedligehold og tilgængelighed til opladede løbehjul.
  • DSB igangsætter i samarbejde med Ballerup Kommune og Demant A/S en test, hvor medarbejdere fra Demant har adgang til elløbehjul, der er stillet op på Kildedal station.
  • Senere på året er der planer om lignende forsøg på: Måløv Station, Malmparken Station, Kokkedal Station, Odense Banegård samt Aarhus Banegård. Forsøgene med let adgang til hjul til den sidste del af turen fra station til arbejdsplads sker i samarbejde med kommuner og lokale virksomheder. Der tages højde for forskellige behov fx om det skal være elcykler og/eller el-løbehjul.

Mand på el-løbehjul



Foto: Spencer Eggers, testperson fra Demant, suser af sted på el-løbehjul.

Fire mennesker kører på el-løbehjul

Fotograf: DSB/Bjarke Ørsted.