Ungt kulturmøde på gymnasium

Ungt kulturmøde på gymnasium

Teaterdirektør Anna Malzer fra Mungo Park og instruktør Viktor Tjerneld i dialog med gymnasieelever på Borupgaard Gymnasium om teaterforestillingen ”Spejlmanden”.

Foto: Anna Malzer og Viktor Tjerneld foran Borupgaard Gymnasium.

- Altså dengang jeg gik i gymnasiet, havde vi sgu ingen rum, som det her, indleder Anna Malzer bramfrit med henvisning til det særlige auditorium på Borupgaard, hvor alle tager skoene af på vejen ind. Det får straks de unge til at grine, mens Anna vrikker lidt med tæerne.

Anna Malzer er uddannet teaterinstruktør, er for nyligt blevet teaterdirektør på Mungo Park i en ung alder. Hun er jævnligt i medierne, DR har lige lavet en dokumentar om hende og hun fanger lynhurtigt opmærksomheden fra de to fremmødte gymnasieklasser. 

Teater, der taler til de unge

- Hvor mange af jer går egentlig frivilligt i teatret? spørger hun og gymnasieeleverne kigger lidt rundt. Det er ikke mange, der rækker hånden op og da de bliver spurgt om hvorfor, så formulerer en ung mand, at de unge ikke mener, at teater taler til dem.

Det er netop en af Anna Malzers kæpheste. Hun vil gerne lave teater, der taler til de unge og til dem, som ikke er vokset op med teater, samtidig med at forestillingerne selvfølgelig skal fastholde det normale publikum. Det gør hun ved at stræbe efter at skabe og præsentere underholdende forestillinger, der forener humor og samfundsdebat.

Et helt særligt samarbejde

Anna Malzer er på besøg på Borupgaard Gymnasium sammen med instruktør Viktor Tjerneld, der har instrueret Mungo Parks seneste forestilling ”Spejlmanden”, som de unge skal opleve på Baltoppen LIVE til november.

Viktor Tjerneld fortæller om den kreative proces omkring forestillingen, som han har skrevet og instrueret. 

- Da jeg skulle finde ud af, hvad forestillingen skulle handle om, tænkte jeg; What pisses med off? fortæller Viktor Tjerneld, som finder det vigtigt at arbejde med et emne, som man brænder for. Samtidig skal forestillingen ramme Anna Malzers mantra om at skabe samfundsdebat. 

”Spejlmanden” tager udgangspunkt i den virkelige stjernejournalist Claas Relotius, der skrev næsten 60 artikler til det tyske ugemagasin Der Spiegel i perioden 2011-2017. Artiklerne var en humanistisk stemme, som videreformidlede de gode og vigtige historier fra verdens brændpunkter. Blandt andet fra Trumps USA. Problemet var bare at Claas Relotius selv fandt på historierne. 

Den videre og livlige diskussion i det skofri auditorium går derfor på begrebet ”Fake news”, Trump, det amerikanske præsidentvalg og om der egentlig eksisterer en endegyldige sandhed i 2020.

Eleverne møder de to teaterfolk og skal se den anmelderroste forestilling på foranledning af et særligt samarbejde mellem Ballerup Kommunes Kulturtjenesten, Baltoppen LIVE, Mungo Park og Borupgaard Gymnasium, som handler om at give de unge lettere adgang til den gode teateroplevelse.

”Spejlmanden” spiller to gange for et ungt publikum på Baltoppen LIVE samt en enkelt offentlig forestilling d. 10. november om aftenen.