Lautrupparken

Vejrabatter skal hjælpe med at hæve biodiversiteten

Måske har du også bemærket de 20 store grusbunker, der er skudt op i midterrabatten på Lautrupparken. Det skal blive til insektvolde, der sammen med blomster og urter skal være med til at øge biodiversiteten. Det hele sker i tæt samarbejde med Københavns Universitet.

Biodiversiteten er under pres i hele verden, og sommetider skal der tænkes i alternativer for at hjælpe den op. Og kreativt er der blevet tænkt med midterrabatterne på Lautrupparken, der forvandles fra et traditionelt græsareal til et mekka for bier, blomster og insekter.

20 insektvolde er skudt op og skal danne hjem for bier, der gerne bygger reder i lune grusbunker. Samtidig sås der blomster og urter til glæde for insekter – og med den bonus, at forbi kørende kan se frem til et mere farvestrålende miljø.

- Vi vil gerne øge biodiversiteten i kommunen. Vi har mange bredde rabatarealer bare med græs, og vi mener, de kan udnyttes bedre, så vi kan have langt mere flora. Skal vi have flere insekter, skal vi også have flere urter og blomster, som de kan leve af, forklarer Claus Winther, der er skov- og landskabsingeniør i Ballerup Kommune.

Forskningsforsøg med Københavns Universitet 

Det hele bliver fulgt nøje af Københavns Universitet. Etableringen af den nye midterrabat på Lautrupparken sker nemlig i et tæt samarbejde mellem kommunen og universitetet. 

- Det er et forskningsprojekt, som vi laver i samarbejde med Københavns Universitet. Det betyder, at der kommer en videnskabelig tilgang til det, og det hele foregår på afmålte arealer, så det bliver muligt at gøre observationer, som kan sammenlignes, fortæller Claus Winther.

Derfor kan man i forsøgsperioden, der i første omgang løber frem til 2026, forvente at se universitetsstuderende i midterrabatten, der laver målinger på, om antallet af insekter øges over tid, og hvordan blomster og urter udvikler sig. Det er også Københavns Universitet, der har lavet en frøkombination, som er egnet til det areal.

Målet er flere insekter

- Vi måler på, hvilke planter der etablerer sig. Og det er en god viden. Sår vi eksempelvis 20 planter og finder ud af, at ti af dem etablerer sig, så behøver vi ikke så de ti andre en anden gang, siger Claus Winther.

Men hvad skal der så til, for at projektet kan kaldes en succes?

- Hvis vi kan konstatere, at mængden af insekter bliver øget. Det vil betyde, at der er urter, de kan leve af, siger skov- og landskabsingeniøren.

Derudover kan bio-rabatten muligvis også være med til at inspirere virksomheder med store græsarealer og vise dem, hvordan man kan være med til at styrke biodiversiteten.