Indkvartering af ukrainske flygtninge
-
Tilskudsordningen til ukrainske flygtninge
Særloven for ukrainske flygtninge i Danmark gør det muligt for kommunerne at give et tilskud til forsørgelse til de flygtninge, der endnu ikke har fået opholdstilladelse og som bor privat hos borgere.
I Ballerup Kommune kan ukrainske flygtninge få tilskud til mad som udbetales som gavekort til et supermarked.
Tilskuddet er:
- 30 kr. i døgnet pr. barn til og med 12 år.
- 50 kr. i døgnet pr. barn over 12 år og pr. voksen.
Gavekort til supermarked på de ovenstående beløb udbetales for 10 dage ad gangen i Borgerservice på Ballerup Rådhus. Samtlige familiemedlemmer skal møde op første gang. Husk legitimation ved afhentning samt kvittering for at have søgt om opholdstilladelse.
Bestil tid til udlevering af gavekort
Når du bestiller tid, skal du oplyse et dansk telefonnummer – har du ikke det, kan du ringe på tlf. 4477 2000 for at bestille tid. Telefonerne er åbne kl. 09.00-12.00 på hverdage.
Ordningen gælder fra mandag den 11. april 2022.
Tilskudsordningen til værtsfamilier
Ballerup Kommune giver også tilskud til de værtsfamilier i kommunen, der har ukrainske flygtninge boende. Tilskuddet er på 10 kr. i døgnet pr. person til at dække vand, varme og el.
Pengene bliver udbetalt til værtens Nemkonto, og ordningen er gældende fra mandag den 11. april 2022.
Det er vigtigt, at du som vært først registrerer dig via denne blanket, så vi får de nødvendige informationer.
Når du har udfyldt blanketten, skal du efterfølgende bestille tid hos Borgerservice på Ballerup Rådhus via dette link. Mød herefter op på det aftalte tidspunkt, så vi sammen kan færdiggøre processen om tilskud. Husk legitimation.