Fra 50 til 0 cigaretter om dagen

Portræt af Kenneth
3. maj 2021

Dårligt helbred efterfulgt af en indlæggelse var den øjenåbner, der skulle til, før Kenneth Steffensen tog en beslutning om at lægge cigaretterne på hylden.

De sidste mange år har Kenneth røget cirka 50 cigaretter om dagen. Den første cigaret røg han som 14-årig, og på trods af flere forsøg med at stoppe i årenes løb, skulle en ærlig snak med Kenneths læge vise sig at blive hans udvej.  

- Da jeg havde truffet en beslutning om, at nu skulle det være slut, anbefalede min læge, at jeg skulle prøve kommunens rygestopkursus. Om ikke andet bare for at få noget inspiration, fortæller Kenneth.

I Ballerup Kommune har alle borgere mulighed for at tilmelde sig kommunens rygestopkursus. Det er gratis og foregår over seks gange i Sundhedshuset med en varighed på to timer. En rygestopvejleder giver kyndig vejledning til holdet af deltagere, ligesom deltagerne støtter hinanden og taler om fælles udfordringer. For Kenneth har hans deltagelse betydet, at han siden den 22. maj 2020 har haft en røgfri hverdag. 

- Kurset giver nogle rigtig gode redskaber til at stoppe med at ryge. Det hjalp mig meget at forstå, hvordan nikotin påvirker hjernen, og hvordan man kan lære at fjerne fokus fra trangen, så den hurtigt forsvinder igen, fortæller Kenneth. 

Han er sikker på, at endnu flere borgere kan lykkes med at stoppe, hvis bare motivationen er helt i top.

- I sidste ende er det os selv, der tager beslutningen. Man skal have stor motivation og være helt afklaret med, at det er nu, det skal være, fortæller Kenneth. 

Den store helbredsmæssige forbedring har været en stor motivation for Kenneth undervejs. Han mærker det særligt i sit daglige arbejde som håndværker. 

- Mit overskud er blevet meget større siden mit rygestop, og så har jeg faktisk tabt mig 20 kilo. Det betyder, at jeg har nemmere ved at gå på trapper, og generelt bliver jeg ikke lige så forpustet som før, siger Kenneth.

Og med god grund har han givet sig selv et stort klap på skulderen. 

- Jeg har altid haft en drøm om at køre motorcykel. Nu har jeg taget et motorcykelkørekort og købt en Yamaha MC. Jeg synes, det er vigtigt at belønne sig selv, når det lykkes. Det er hårdt at stoppe med at ryge, men det er det hele værd, afslutter Kenneth.

Kenneth står ved sin motorcykel

Kenneth med sin nye motorcykel. Foto: Bo Helsted

Hvis du lige som Kenneth ønsker at blive røgfri, kan du læse mere om kommunens rygestoptilbud på ballerup.dk/rygestop eller tilmelde dig ved at sende en mail til rygestop@balk.dk