
Inspiration til haveejere
Skab en have med liv – til glæde for dig og naturen
Hos Ballerup Kommune vil vi gerne inspirere dig til at skabe en have, der både er smuk og gør en forskel for naturen. Haver forbindes ofte med nydelige græsplæner og veltrimmede blomsterbede, men der er også stor værdi i at give plads til det vilde. En naturvenlig have handler netop om det – at skabe rum for liv og biodiversitet.
Det behøver ikke være kompliceret. Selv små ændringer kan gøre en stor forskel.
Her på siden har vi samlet idéer og gode råd, som kan hjælpe dig i gang. God fornøjelse!
Hvorfor vælge en mere naturvenlig have?
Mange vilde planter og dyr har svært ved at finde levesteder i det moderne landskab – og her kan din have blive en vigtig brik.
I haver med tætklippede plæner og ensartede bede er der begrænset plads til naturen. Men giver du lidt frihed til vildskab, kan du være med til at styrke biodiversiteten og sikre føde, skjul og ynglesteder for insekter, fugle og smådyr.
Samtidig får du en have med mere liv og variation: flere sommerfugle, længere blomstringstid og årstidsoplevelser lige uden for vinduet. Og som en ekstra gevinst kræver den naturvenlige have ofte mindre arbejde.
Har du allerede lavet naturinitiativer i din have? Fantastisk! Skriv gerne til os på Natur@balk.dk eller Saj3@balk.dk hvis vi må sprede din historie, og dele dine billeder med andre havejere som kan drage inspiration.
-
Græsplæner ser måske meget ”ordentlige” og ”pæne” ud, men de er dårlige for biodiversiteten, da de ikke giver levesteder for insekter og dyr. For dem er en græsplæne som en ørken - ingen mad eller levesteder. Overvej derfor at lade dele af græsplanen gro vildt, så de hjemmehørende urter kan få fat. Du kan også grave det øverste næringsrige muldlag væk, så der er bar råjord, og så bare vente på hvad der flytter ind af planter og insekter. Du kan samtidig tilføje liv til græsplænen ved at plante urter som engkarse eller oregano og lægge blomsterløg som krokus til forårets første bestøvere.
Via linket her kan du se de 4 trin til en blomstereng med vilde blomster i haven.
Vil du gerne omlægge græsplænen til gavn for mere natur, så læs vejledningen og de gode råd her:
-
Gamle, hule træer er perfekte levesteder for mange af havens fugle. Nogle af dem der bygger rede i huller og sprækker i træer er blåmejsen, musvitten, sortmejsen, spætmejsen, spætten og fluesnapperen. Gamle træer giver samtidig livsnødvendige levesteder for flagermus og en lang række af svampe, mosser og laver.
Desværre er der mangel på gamle træer i vores natur. Mange af vores skove i Danmark er plantager og produktionsskove, hvor træerne bliver fældet, inden de bliver gamle og krogede.
Så har du plads i din have til gamle træer, så pas endelig godt på dem og lad være med at fælde dem. Gamle træer tilbyder generelt levesteder til mange flere arter end unge træer.
Gode råd om gamle træer i haven
1. Når du planter nye træer i haven, så sørg for at plante dem et sted, hvor der er god plads omkring dem, så de kan vokse sig store og gamle.
2. Hvis et ældre træ generer dig på grund af skygge eller nedfaldende blade og grene, så overvej om der kan findes andre løsninger end at fælde træet helt. I mange tilfælde kan problemet klares med en beskæring af noget af træet, så ikke hele træet skal fældes.
3. Hvis du beskærer træet, så lad sårene fra beskæringen stå urørte og undgå at fjerne døde grene i kronen eller ved større nedfald af grene. Døde grene er også godt for biodiversiteten i haven. Så i stedet for at køre det væk som haveaffald, så brug de afklippede grene til et kvashegn
4. Du må gerne overveje at hjælpe træets ældning på vej gennem veteranisering, men det er kraftigt anbefalet at få hjælp af en professionel.
5. Bliver du nødt til at fælde et gammelt træ, fordi det måske er i fare for at vælte ind over et hus eller lignende - så overvej at lade stammen eller stubben stå. Du kan også lade dele af det gamle træ blive liggende i haven. Døde træer i haven skaber levesteder for mange arter.
Læs mere i Vild Med Vilje guiden her
-
Skab gode forhold for smådyr og insekter ved at bygge insekthoteller, plante forskellige hjemmehørende blomster, eller lave skjulesteder i form af kvashegn eller stendiger. Stendiger, stensætninger, kvashegn og insekthoteller er alle fyldt med hulninger og kroge, der fungerer som hjemsted for et utal af insekter som biller, sommerfugle og vilde bier samt edderkopper. De udnytter hulrummene til husly, og mange dyr kan bruge hulrummene til at overvintre i.
Kvasbunker bliver let opfattet som noget rod, der råber på at blive kørt til genbrugsstationen. Men ”rod” i form af variation og strukturer giver plads til liv, og det er et godt levested og fødekilde for et utal af arter– og kvasbunken er det bedste vinterhi et pindsvin kan tænke sig. Desuden vil alt det træ og kvas man beholder i haven binde CO2, så kvasbunker hjælper også i klimaregnskabet.
Hvis du vil have mere liv i din have, er vand utrolig vigtigt. Der lever mange planter og dyr nede i vandet, og vand er vigtigt for dyr på land. Fx kan tudser og salamandre søge ly i vandet for at holde sig fugtige, og fugle, pindsvin, bier og sommerfugle kan bruge vandet til at drikke af. Derfor kan du lave dit eget lille vandhul (Vild Med Vilje - guide 08). Bemærk dog: Lad være med at sætte prydfisk som karper og guldfisk ud i søen. De spiser nemlig de insekter og smådyr der lever i vandet, og ved fodring af fiskene kan der nemt komme en masse alger.
Du kan lade hækken blive indtaget af andre arter, som fx vild rose og hyld. Det giver et varieret liv af fugle og insekter. Og vent gerne med at klippe hækken til blomsterne er afblomstret, så bierne har mad så længe som muligt. Er det ikke muligt at vente med at klippe hækken, så kan du klippe den lidt af gangen, så perioden med pollen, nektar og skjul strækkes ud så længe som muligt.
Kompostér haveaffald og hold det inden for matriklen. Det giver levesteder for padder, pindsvin og andet kryb og kravl. Det er samtidigt klimavenligt, at det ikke skal køres væk af enten skraldevognen eller dig selv.
Læs mere i Vild Med Vilje guiden her:
FileFileSe de gode råd til at hjælpe Pindsvinet her:
-
Nogle insekter er meget kræsne og kan kun bruge én slags blomster ("specialister"), mens andre kan bruge mange forskellige ("generalister").
Mange af de planter, vi traditionelt kalder ukrudt, er vigtige for forskellige sommerfugles larver. Nogle sommerfuglearter dukker allerede op i marts, mens andre først kommer på besøg senere på sæsonen. Derfor er det en god idé at plante flere pollen- og nektarrige blomster, som blomstrer på forskellige tidspunkter.
Et kendetegn for planter, der er gode til bestøvende insekter, er, at de typisk har store klaser af mange små blomster, eller meget åbne blomster, hvor man kan se midten, og hvor insekterne let kan komme til.
Du kan læse meget mere om hvilke planter der understøtter biodiversiteten i rapporten fra Aarhus Universitet, eller få gode tips og tricks til hjemmehørende planter fra Vild Med Viljes guide. Find rapporten og guiden her:
-
Selvom sprøjtegift er beregnet til at udrydde såkaldte skadedyr, ukrudt eller mos, så påvirker giften hele økosystemet, og i særdeleshed sårbare insekter som bier og sommerfugle. Desuden foretrækker mange bier og sommerfugle planter, der trives bedst på næringsfattig jord. Når vegetationen bliver for tæt, selv efter en lille mængde gødning, vil mange sommerfuglearter forsvinde.
Så begræns gødningen, og brug det kun til dine grøntsager - Det gavner hele økosystemet, og du sparer vores grundvand for rester af sprøjtegift.
-
I den naturvenlige have er ”ukrudt” som udgangspunkt velkomment, og man kunne derfor nemt tro at alle vækster er lige gode. Men der er alligevel planter og dyr som er uønskede og skal fjernes – også fra haven. Her er der tale om de såkaldte ‘invasive’ arter.
Invasive arter, er kendetegnet ved at de breder sig voldsomt, og fortrænger den hjemmehørende vegetation eller udkonkurrere det naturlige dyreliv.
Du kan læse mere om invasive arter på hjemmesiden
https://ballerup.dk/borger/natur-klima-miljoe/natur/invasive-arter
-
En samling af de gode historier I sender ind til os, om jeres flotte naturvenlige haver
Herunder kan du læse lidt om hvordan lokale haveejere så at deres haver pludselig havde mere liv og farve, efter at de gav naturen plads.
Har du selv lavet nogle initiativer i din have, og vil du gerne dele den med os andre? Så skriv til Natur@balk.dk eller Saj3@balk.dk.
MIT FØRSTE ÅR MED VILD HAVE, OG HELT SIKKERT IKKE DET SIDSTE
Tekst af Inge, borger i Ballerup Kommune
Sidste forår besluttede jeg mig for at hoppe ud i en vild have og jeg har nydt hvert minut af det. Haven summede af liv fra forår til efterår. Jeg har haft flere forskellige slagt humlebier f.eks. stenhumle, havehumle, jordhumle, masser af svirrefluer og guldsmede og et hav af andre små insekter jeg ikke anede eksisterede. Og så har jeg selvfølgelig haft besøg af mange sommerfugle bl.a. engrandøje og natsværmere.
Foto: Besøg af andepar i fuglebadet
Det har været og er fortsat en stor fornøjelse som jeg kun kan anbefale. Mens jeg skriver denne lille artikel, kigger jeg f.eks. ud på solsort, sjagger, kvækerfinke, grønirisk og stilits, som æder sig mætte i de nedfaldne æbler, som har fået lov at ligge under æbletræet.
Hvad har jeg gjort for at ”forvilde min have”. Faktisk startede jeg i det små året før, hvor en bar plet jord, hvor trampolinen havde stået fik lov til at være fordi jeg ville se hvilke planter, der ville komme op. Overrasket blev jeg over bibernelle (anede ikke at planten fandtes), lancet vejbred, kamille, høgeurt, katost og meget mere. Så da min genbo Jens året efter sagde, at han ville lade græsset gro til gavn for bier, insekter, fugle og andet dyreliv – tænkte jeg, at nu skulle det være.
Foto: Blomster på trampolinpletten
Jeg udvidede den vilde blomsterplet i græsplænen ved at skrælle græsset af uden om så pletten blev ca. 4x4 meter, lagde et lag sand ud og såede en engblanding. Resten af græsplænen fik lov til at gro på nær nogle gangstier i græsset. Resultatet har været fantastisk. Der har været områder i det lange græs med røllike, rød- og hvid kløver, pomerans høgeurt, kongepen og vikker. Der har tilmed været store svampe – desværre ikke spiselige. Til foråret er planen at sætte rejnfan, cikorie og blåhat i græsset – frøene er indkøbt.
Foto: Rød kløver i græsset
Foto: Udsigt til højt græs fra terrassen
Jeg opdagede også, at en vild have ikke er helt pasningsfri. Jeg har været nødt til løbende at hive en masse nye skud af bl.a. aske-, hylde- og grantræer op af græsset. Træer og buske skal stadig beskæres og hækken klippes. I stedet for at køre grenene på genbrugspladsen har jeg lavet nogle grenbunker bagerst i haven og håber at det vil flytte et pindsvin ind. Og så skal græsset jo slås forår og efterår – helst med le, som jeg ikke havde sidste år, så det blev med buskrydder og græsslåmaskinen. Men nu er leen indkøbt og klar til en ny sæson med vild have og jeg glæder mig vildt meget.
-
Etablering af kvashegn
Et kvashegn kan opbygges ved først at banke rafter eller stolper i jorden med passende mellemrum. Derefter stables grene og kvas mellem stolperne, hvilket skaber en naturlig barriere, der samtidig fungerer som levested for mange dyrearter. Antallet af stolper afhænger af hegnets længde og den ønskede stabilitet.
Hvor højt skal et kvashegn være?
Stolpernes højde bestemmer, hvor højt hegnet kan blive. For at sikre en stabil konstruktion anbefales det, at stolperne graves 50-60 cm ned i jorden. Den samlede højde på stolperne afhænger af den ønskede højde på hegnet, men det anbefales at holde en maksimal stolpehøjde på 2 meter, hvilket giver et hegn på op til 1,5 meter.
Robiniepæle anbefales som stolper, da de har en lang levetid og et naturligt udseende. De indeholder garvesyre og naturlige olier, der fungerer som en naturlig imprægnering, hvilket forhindrer hurtig forrådnelse. Derudover sikrer tykkere stolper en bedre stabilitet og holdbarhed over tid.
Hvor bredt skal et kvashegn være?
For at skabe et effektivt skjulested for dyr anbefales det, at kvashegnet har en minimumsbredde på 70 cm. Jo bredere hegnet er, desto bedre fungerer det som levested for forskellige arter.
Forberedelse af opstilling
Før hegnet opstilles, er det vigtigt at fastlægge længden og højden på hegnet og afgrænse det område, hvor det skal placeres. Stolperne kan placeres med en afstand mellem 65-90 cm, og de behøver ikke at stå præcist overfor hinanden. Til nedgravning af stolperne kan man med fordel anvende et pælebor eller en pælejomfru for at sikre en solid forankring.
Hvornår er det bedst at bygge et kvashegn?
Selvom et kvashegn kan etableres året rundt, er det mest fordelagtigt at gøre det i foråret eller sommeren. Dette giver insekter, padder og pindsvin god tid til at indrette sig, inden vinteren sætter ind.