Monstrum Landskab
Camilla Nørgårds legeskulptur til Ballerup Bibliotek.
I Ballerup Biblioteks alrum bagerst på børnebiblioteket, er en stor del af arealet optaget af noget, der ligner et kæmpe møbel. Det er ikke så underligt i og med at det er opbygget af kasserede skriveborde og reoler fra biblioteket, rådhuset og kommunens skoler.
Billedkunstner Camilla Nørgård tilbragte mere end en måned i alrummet med at save møblerne op og sammensætte delene på nye måder. Den skulptur hun byggede, var noget som bibliotekarerne længe havde ønsket sig: Et legested, et hulested, et læsested og et gå-på-opdagelse-sted for børn. Men Camilla Nørgårds skulptur og hendes genbrugsmetode har ikke kun til formål at inspirere til leg. Det er en æstetisk nydelse at se og mærke skulpturens mange forskellige overflader, og for den opmærksomme beskuer findes helt sikkert associationer og minder gemt i de genbrugte møbeldele.
Skulpturen er siden utilsigtet blevet malet.
Udført 2010
Camilla Nørgård (f. 1965)