Variationer over cirklen
Nils Erik Gjerdevik fire skulpturer ved Sundhedshuset i Ballerup.
I forbindelse med Parkskolens 100 års jubilæum i 2005, udformede kunstneren Nils Erik Gjerdevik tre lysopsætninger over temaet "cirkel".
En del af kunstværket består af en krans bøjet i forskelligfarvede neonrør, placeret på kanten af gymnastikhallens tag. Dernæst en skulpturel, cirkelformet bænk i beton, hvor farvestærke, rektangulære glasplader bliver oplyst af en ring af små lamper, monteret i fliserne under bænken. Og endelig en stor lysende cirkel bestående af små lamper, indsat i en af de røde murstensfacader.
I dagtimerne fremtræder kunstværket afdæmpet og stilfærdigt, for så i de mørke timer at markere sig stærkt og poetisk. De cirkelformede elementers bløde, organiske former og stærke farver giver den stringente og retlinede bygning et let og levende modspil.
I 2012 blev en del af Parkskolen omdannet til Sundhedshuset og Nils Erik Gjerdevik lavede i den forbindelse et skulpturelt skilt. De store runde huller med orangefarvet inderside i den røde murstensmur ligner kighuller og giver skiltet, i kombination med de muntre, næsten tegneserieagtige bogstaver, en legende og humoristisk karakter.
Udført 2008 - 12
Nils Erik Gjerdevik (f. 1962 – d. 2016)