Ballerupsløjfen

Et højst utraditionelt Stationsur udført af Per Neble.

”Ballerupsløjfen” er måske det nærmeste, man kan komme et kunstnerisk vartegn for Ballerup. For enden af den krumme stander sidder et dobbelt DSB-ur, og fortæller om Ballerup som en vigtig stationsby.

Uret viser tillige, at skulpturen har en funktion, som det gælder for flere af skulpturerne i kommunen. F.eks. er Niels Gutormsens ”Byskulptur” få meter fra Ballerupsløjfen også et meget yndet legested for børnene. Men frem for alt er Ballerupsløjfen et eksempel på, hvordan et kunstværk kan smelte sammen med det sted, det står.

Kunstneren Per Nebles ide er, at selve standeren skal se ud, som om den er skrællet op af gadebelægningen med en kæmpe ostehøvl. Derfor har den på undersiden samme overflade som gaden, og ”hullet” i belægningen er markeret med grøn asfalt.

Den form for integration mellem kunst og sted har Ballerup Kommune arbejdet med i en årrække op igennem 80’erne, hvilket man især kan se i Egebjerg-området. Tanken bag den integrerede kunst er, at kunstnere kan bidrage til udformningen af huse og pladser på lige fod med arkitekter og ingeniører - men med fokus på noget andet end holdbarhed og brugbarhed. Kunsten kan gøre byen mere særlig, overraskende og nydelsesfuld.

 

Opstillet 1985.
Per Neble (f. 1937), skulptør.

Andre sider i Ballerupsløjfen