Sammendrag
På finansloven for 2020 er der afsat midler til henholdsvis minimumsnormeringer i dagtilbud og flere lærere i folkeskolen.
Der er afsat henholdsvis 500 mio. kr. i 2020 stigende til 1,6 mia. kr. i 2025 til minimumsnormeringer og 275 mio. kr. i 2020 stigende til 807 mio. kr. i 2023 til flere lærere i skolen.
Med forbehold for beregningsmetode og den endelige politiske forhandling i Folketinget omkring udmøntning vil det betyde en tilførsel til Ballerup Kommune på mellem 4,3 mio. kr. og 4,8 mio.kr. i forhold til minimumsnormeringer og mellem 2,5 mio. kr. og 2,8 mio. kr. til flere lærere i folkeskolen i 2020.
Fastholdes forældrebetalingen på de maksimale 25 pct., vil forældrebetalingen for dagtilbud blive øget med mellem 1,3 og 1,5 mio. kr. Det vil medføre en øget forældrebetaling pr. barn pr. måned på mellem 62 og 70 kr. for de 0-2 årige og mellem 31 og 35 kr. for de 3-5 årige.
Baggrund
I aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om finansloven for 2020 er der afsat midler til minimumsnormeringer samt flere lærere i folkeskolen. Det er forventningen, at midlerne udmøntes til kommunerne.
Sagsfremstilling
Af aftale om finansloven for 2020 fremgår, at der afsættes midler omkring minimumsnormeringer i daginstitutioner. Konkret afsættes 500 mio. kr. i 2020, 600 mio. kr. i 2021, 800 mio. kr. i 2022, 1,2 mia. kr. i 2023, 1,4 mia. kr. i 2024 og 1,6 mia. kr. i 2025.
Det er forventningen, at midlerne tildeles kommunerne med henblik på at sikre en bedre normering. Det er dog i aftalepapiret ikke specificeret, hvordan midlerne forventes udmøntet, herunder hvilken fordelingsnøgle, der anvendes til fordeling mellem kommunerne. Det forventes, at fordelingsnøglen bliver en del af den samlede udmøntning, som skal forhandles i Børne- og Undervisningsministeriet med henblik på vedtagelse i folketingsåret 2020/2021.
Idet der ikke fremgår en konkret fordelingsnøgle i forhold til fordeling mellem kommunerne, skal nedenstående forventede tilførsel af midler til Ballerup Kommune tages med forbehold. Der kan således anvendes flere fordelingsnøgler, fx antallet af 0-5 årige i Ballerup Kommune sammenlignet med det samlede antal, en bloktilskudsfordelingsnøgle eller antallet af daginstitutioner og børn i en kombination.
Ballerup Kommunes andel af midlerne til minimumsnormeringer forventes at udgøre mellem 4,3 og 4,8 mio. kr. i 2020, stigende til mellem 13,6 og 15,3 mio. kr. i 2025.
Fastholdes forældrebetalingen på de maksimale 25 pct., vil forældrebetalingen for dagtilbud - under hensyntagen til beregningsmetode - blive øget med mellem 1,3 og 1,5 mio. kr. i 2020. Det vil medføre en øget forældrebetaling pr. barn pr. måned på mellem 62 og 70 kr. for de 0-2 årige og mellem 31 og 35 kr. for de 3-5 årige i 2020. Dog under forudsætning af ovennævnte beregningsmetoder.
Midlerne kan udmøntes til daginstitutionerne, når der foreligger en model for fordelingen af midlerne fra Børne- og Undervisningsministeriet. Børne- og Undervisningsministeriet kan ikke p.t. give en klar melding om, hvornår en model ligger klar, men ministeriet er opmærksomme på behovet for, at det bliver hurtigst muligt af hensyn til daginstitutionernes mulighed for at anvende midlerne i 2020.
Af finansloven for 2020 fremgår endvidere, at der afsættes 275 mio. kr. i 2020, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. i 2023 til et generelt løft af folkeskolen under overskriften "flere lærere i folkeskolen". Det fremgår af finanslovsaftalen for 2020, at midlerne til kommunerne baseres på elevtal. Der kan dog stadig være forskelle i beregningsmetoden, fx om der regnes med antallet af elever i folkeskolen eller antallet af elever i alt, herunder privatskole mv.
Det er forventningen, at dette vil betyde et løft i Ballerup Kommune på mellem 2,5 og 2,8 mio. kr. i 2020, stigende til mellem 7,3 og 8,2 mio. kr. i 2023.