Der er tale om et fælleskommunalt udbud, som sker i regi af Indkøbsfællesskabet Nordsjælland med følgende kommuner som deltagere: Allerød, Ballerup, Bornholm, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm. Udbuddet vil blive gennemført med Halsnæs Kommune som tovholder og Hørsholm Kommune som hjælpetovholder.
Baggrunden for samarbejdet mellem de nordsjællandske kommuner er, at kommunerne tilsammen repræsenterer et stort indkøbspotentiale, hvilket betyder et interessant volumen for interesserede leverandører.
Udbuddet bliver gennemført med tildelingskriteriet ”økonomisk mest fordelagtige tilbud”.
I processen med udformning af kravspecifikationer mv. har Dorte Stief Christensen deltaget som repræsentant for DHF (Dansk Handicap Forbund) og Karl Vilhelm Nielsen som repræsentant for PTU (Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkeskadede). De to repræsentanter har deltaget i de fleste møder om udbudsmaterialet, og de har således bidraget væsentligt til udbudsmaterialets kravspecifikation.
Udbuddet planlægges at blive offentliggjort den 20. oktober 2014. Tilbudsfrist vil være den 12. december 2014
Aftalen med den nye leverandør forventes at træde i kraft pr. 1. april 2015. Aftalevarighed er tre år med mulighed for et års forlængelse.
Seniorrådet anmodes om at fremsende høringssvar om udbud af ortopædisk fodtøj og ortopædiske indlæg til Center for Økonomi og Personale, Udbud og Kontraktstyring, senest den 1. oktober 2014 og gerne før.