11. Projekt "Spis og rør dig glad"
Sagsnr.: 2008-1229
Dok.nr.: 2011-58217
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 11. marts 2008 Punkt 7
Resumé
Projekt ”Spis og rør dig glad” er en forebyggende, foregribende og indgribende indsats mod overvægt hos børn og unge i 3-16 års alderen. Formålet med projektet har været, at udvikle og afprøve metoder og værktøjer til håndtering af overvægtsproblematikken blandt børn og unge i overensstemmelse med Ballerup Kommunes sundhedspolitiske målsætning. Projektet er ligeledes i overensstemmelse med Folkesundhedsprogrammets indsatsområder - overvægt, fysisk aktivitet, indsatsen overfor børn og unge samt social ulighed i sundhed.
Projektet er gennemført af Sundhedsplejen i Ballerup Kommunen i perioden august 2008 til juli 2010. Sundhedsplejens erfaringer fra projektet præsenteres i sagen.
Redegørelse
Ved afprøvning af forskellige metoder har sundhedsplejerskerne i projekt ”Spis og rør dig glad” forsøgt at sikre en tidlig, koordineret og tværfaglig indsats imod udviklingen af overvægt hos børn. I projektet har man arbejdet med at inddrage de arenaer, hvor børnene befinder sig, så de deltagende børn og deres forældre får øgede fysiske, psykiske og sociale ressourcer til at mestre overvægtsproblematikken.
Igennem projektet har Sundhedsplejen arbejdet på at forebygge og reducere overvægt samt at opnå en sund livsstil igennem gode madvaner og fysisk aktivitet for både børnene og deres forældre. Herudover har et vigtigt fokus været, at børnene via en sundere livsstil skulle opnå øget trivsel og selvværd samt opbakning og støtte fra de arenaer, som børnene befinder sig i.
Erfaringer fra projektet
Som en del af ”Spis og rør dig glad” har Sundhedsplejen tilbudt børnefamilier et 3 ½ års livsstilsbesøg som en forebyggende indsats imod overvægt hos børn. Der er i perioden juli 2009 – juni 2010 foretaget et livsstilsbesøg hos mere end 100 familier.
Sundhedsplejens erfaring med livsstilsbesøgene er, at de har fungeret som et brugbart udgangspunkt for en fordomsfri og åben dialog med familierne om mad, motionsvaner og andre livsstilsforhold. Sundhedsplejerskerne oplever, at de med 3½ års livsstilsbesøgene har fået et ekstra og værdifuldt redskab, som har givet en mulighed for at sætte fokus på forhold vedrørende sund livsstil, som mange familier ellers ikke ville have været opmærksomme på.
Erfaringerne viser dog en tendens til, at det især var de familier, som ikke havde en decideret overvægtsproblematik, som tog imod tilbuddet.
En anden metode som er afprøvet i projektet, er ”Fit & Fun”, hvor børn og deres familier har fået tilbudt familiesamtaler med en sundhedsplejerske, kostvejledning af kostkonsulent, fælles madlavningsaktivitet og fysisk træning igennem 12 måneder. ”Fit & Fun” har været afprøvet igennem 2 projektforløb. I den første projektperiode deltog 24 børn sammen med deres forældre, hvoraf 16 børn gennemførte hele forløbet. I den anden projektperiode deltog 28 børn og deres forældre, hvoraf 8 børn gennemførte hele projektet.
Næsten alle børn, som har gennemført ”Fit & Fun”, har opnået et reelt fald i fedtprocent og BMI. Herudover har mange af de børn og familier som har gennemført forløbet givet udtryk for, at de har opnået positive resultater og erfaringer:
Over halvdelen af børnene har fået nye venner efter deltagelse i projektet
3 ud af 4 børn trives bedre og har mere selvtillid efter deltagelse i projektet
Over halvdelen af børnene dyrker mere motion end tidligere
Over halvdelen af forældrene har selv ændret deres motionsvaner og er derfor en bedre rollemodel for deres børn
De fleste familier mener at kunne fastholde de sunde kost og motionsvaner
”Mobile Fitness” er en tredje metode, som er afprøvet i projekt ”Spis og rør dig glad”. I alt deltog 20 børn i projektet, hvoraf de 11 gennemførte hele forløbet. Formålet med Mobile Fitness har været at give børnene simple og effektive redskaber til at spise sundt og motionere. I projektforløbet har de deltagende børn dagligt skulle indtaste kost og fysisk aktivitet i Mobile Fitness programmet enten via sms eller internettet og har haft månedlige møder med en sundhedsplejerske. Børnene har samtidig modtaget vejledning fra Mobile Fitness i form af SMS beskeder, videofilm, artikler, opskrifter og personlig opfølgning på deres kost og motionsvaner.
Sundhedsplejerskernes erfaring er, at det kan være en barriere for børnene, dagligt at skulle indtaste oplysninger om mad og motion i 6 måneder. Herudover har det været en udfordring og meget tidskrævende for Sundhedsplejen at rekruttere og fastholde de overvægtige børn i tilbuddet.
På baggrund af erfaringerne med Projekt ”Spis og rør dig glad” vil Sundhedsplejen fremover bruge de gode erfaringer i indsatsen for overvægtige børn og deres familier. Sundhedsplejen vil medvirke til, at der skabes en tværfaglig indsats mellem skoler, Sundhedsplejen, familier og fritidshjem for at hjælp børn med overvægt i Ballerup Kommune. Sundhedsplejen anbefaler eksempelvis:
At børn i 0-3 klasse deltager i skolernes allerede eksisterende motionshold, hvor der arbejdes med børnenes motorik over en længere periode.
At børnenes deltagelse i skolernes motionshold understøttes af familiesamtaler mellem Sundhedsplejen og det overvægtige barns familie.
At der tilbydes kostvejledning og fælles madlavning for familierne med overvægtige børn i regi af det nye sundhedshus.
Sundhedsplejens rapport om ”Spis og rør dig glad” ligger på sagen, edoc dokumentnr. 2011-64163.
Sagen afgøres af
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Beslutningsoplæg
Sundhed & Forebyggelse foreslår,
at
orienteringen tages til efterretning
Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets beslutning den 12.04.2011 Punkt 11
Godkendt