Sammendrag
Midlertidig tilladelse til Måløv Rens A/S til i 2014 og 2015 at udlede øgede mængder af kvælstof (total-N) til Jonstrup Å.
Baggrund
Forsyning Ballerup A/S har søgt om midlertidig tilladelse til i 2014 og 2015 at udlede øgede mængder kvælstof (total-N) fra Måløv Rens A/S til Jonstrup Å. Ansøgningen begrundes med, at renseanlægget i 2014 og 2015 kan have vanskeligt ved at overholde et gældende krav for udledning af kvælstof.
Renseanlægget har i 2013 ikke overholdt et gældende udlederkrav for kvælstof, som er på 5 mg/l total-N, bestemt ved udledningstilladelse for Måløv Renseanlæg, givet den 26. juni 1989. Der er udledt 6,4 mg/l total-N.
I den anledning har Naturstyrelsen, som tilsynsmyndighed for Måløv Rens A/S og efter bestemmelserne i § 69 i miljøbeskyttelsesloven, givet en indskærpelse den 2. juli 2014 til Forsyning Ballerup A/S om overholdelse af det gældende transportkrav for kvælstof (total-N).
Sagsfremstilling
Forsyning Ballerup A/S har den 1. juli 2014 søgt om midlertidig tilladelse til i 2014 og 2015 at udlede øgede mængder kvælstof, fra Måløv Rens A/S til Jonstrup Å.
Renseanlægget udleder renset spildevand via Jonstrup Å til Værebro Å, der har udløb til Roskilde Fjord. Tilførsel af kvælstof til vandområder som Roskilde Fjord, er en vigtig årsag til forurening, idet det giver øget algevækst. De økologiske forhold i Jonstrup Å og Værebro Å afhænger derimod ikke af indholdet af kvælstof.
Undersøgelser af renseanlægget godtgør, at Måløv Rens A/S er overbelastet beregnet ud fra kvælstof. Forsyning Ballerup A/S har på den baggrund udarbejdet en samlet plan for procesoptimering og investering for Måløv Rens A/S.
Efter planen er det prioriteret, at Måløv Rens A/S optimeres, så renseanlægget snarest muligt kan overholde gældende udlederkrav for kvælstof. Det forventes at udlederkravet for kvælstof, kan overholdes for året 2016 og fremover.
Forsyning Ballerup oplyser, at renseanlægget under normale forhold vil kunne overholde et udlederkrav på 6 mg/l total-N i 2014 og 2015. Der gøres dog opmærksom på, at de planlagte ombygninger og eventuelle uheld på renseanlægget samt unormale tilledninger som for eksempel længerevarende hydraulisk belastning af renseanlægget kan medføre en overskridelse af et udlederkrav på 6 mg/l total- N.
Krav til udledning af kvælstof i 2014 og 2015.
På dette grundlag er der i udkastet til tilladelsen foreslået krav om, at der for hvert af årene 2014 og 2015 maks. må udledes 7 mg/l total- N, samt oplyst et vejledende udlederkrav på maks. 6 mg/l total N.
Ifølge Vandplan 2009-2015 for Hovedopland 2.2, Isefjord og Roskilde Fjord er der for årene 2005-2009 i gennemsnit udledt 1.758 tons kvælstof til Isefjord og Roskilde Fjord. Heraf bidrager renseanlæg med 8 pct. Vandplanen har for planperioden et krav om reduktion af kvælstofbelastning til Isefjord og Roskilde Fjord på 16 pct.
Ved tilførte vandmængder til renseanlægget som i 2013 vil en udledning på henholdsvis 6 og 7 mg/l total-N medføre en udledning pr. år på henholdsvis 23,4 og 27,3 tons kvælstof. Ved samme tilførte vandmængder må der efter den gældende tilladelse årligt udledes 19,5 tons kvælstof.
For hvert af årene 2014 og 2015 kan der ved en udledning på henholdsvis 6 og 7 mg/l total-N og ved vandmængder som i 2013 forekomme en merudledning af kvælstof (total-N), til Isefjord og Roskilde Fjord på henholdsvis 0,22 pct. og 0,44 pct.
De foreslåede udlederkrav for udledning af kvælstof, i udkastet til tilladelsen er endvidere begrundet i bl.a. følgende forhold:
Efter hidtil gældende retningslinjer for renseanlæg i Regionplan 2005 for Hovedstadsregionen, var udlederkravet for kvælstof for renseanlæg, som via Værebro Å udleder til Roskilde Fjord, maks. 6 mg/l total-N. Ved dette udlederkrav må det antages, at der opnås en økologisk acceptabel kvælstofbelastning i Roskilde Fjord, herunder udledningens påvirkning af visse dyrearter og deres yngle- og rasteområder.
Efter vandplanen for Isefjord og Roskilde Fjord er bl.a. følgende retningslinje gældende: Der må ikke gives tilladelse til øget direkte eller indirekte forurening af overfladevand, med mindre tilladelsen bl.a. kan begrundes i væsentlige samfundsmæssige forhold.
Det anses for at være af en væsentligt samfundsmæssig interesse, at der meddeles den foreslåede midlertidige udledningstilladelse.
I udkastet til udledningstilladelsen foreslås det, at kommunen foretager følgende vurderinger.
Vurdering efter bekendtgørelse nr. 1382 af 3. juli 2013 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Efter denne bekendtgørelse er Roskilde Fjord et Natura 2000-område:
Ved den begrænsede merudledning af kvælstof til Roskilde Fjord samt det begrænsede tidsrum at udledningen kan forekomme, finder Ballerup Kommune ikke at den tilladte udledning kan påvirke Roskilde Fjord væsentligt.
Vurdering efter bekendtgørelse nr. 951 af 3. juli 2013 af lov om naturbeskyttelse:
Ved den begrænsede merudledning af kvælstof til Roskilde Fjord samt det begrænsede tidsrum, at udledningen kan forekomme, finder Ballerup Kommune ikke, at den tilladte udledning kan forstyrre eller beskadige de dyrearter der er nævnt i bilag 3 til loven og deres yngle- og rasteområder væsentligt.
Naturstyrelsen har haft udkastet til udledningstilladelsen til udtalelse. Naturstyrelsen har ingen bemærkninger til udkastet.