Kunstværket Å af Niels Bonde

Å

Bag Niels Bondes tilsyneladende abstrakte vægmaleri i fællessalen på Skovlunde Skole, afdeling Lundebjerg, gemmer der sig et velkendt motiv.

I 2025 fik Skovlunde Skole, afdeling Lundebjerg et nyt fællesrum til eleverne og områdets foreningsliv.

Kunstneren Niels Bonde har skabt et værk, der elegant spiller sammen med rummets funktion, farver og atmosfære. Opgaven var ikke uden udfordringer: ventilationsrør, højtalere, spejl og akustikdæmpning skulle tænkes ind i designet, samtidig med at elevernes håndfaste brug af lokalet skulle ses som en gevinst, ikke et problem. Alligevel er resultatet et kunstværk, der understøtter rummets formål uden at dominere – men som samtidig tilfører en visuel fortælling.

Siden 1991 har Niels Bonde arbejdet med digital kunst og undersøgt, hvordan digitale medier påvirker vores kultur og former vores liv og bag det tilsyneladende abstrakte vægmaleri i fællessalen, gemmer der sig et landskabsbillede. Som en del af værket er Niels Bondes originalfoto af Harrestrup Å i Skovlunde sat op på væggen ved siden af. De store firkanter på væggene er fotografiet i en ekstrem pixelering (7 x 22 pixels hvilket betyder, at det oprindelige billede er formindsket med faktor 2 i 7 trin) – som en refleksion over det digitale og dets forhold til den fysiske verden. Når kunstig intelligens trænes i billed- og ansigtsgenkendelse, bruges pixelerede billeder på helt ned til 32 x 32 pixels.

Netop fordi Ballerup Kommunes byvåben viser en hellig kilde er Harrestrup Å valgt som en lokal forankring.

 

Udført: 2025

Niels Bonde f. 1961