Samlet lokalplan for kolonihaveområderne

Lokalplan 182 er ophævet

Planklagenævnet har ophævet Ballerup Kommunes Lokalplan 182 for kolonihaveområderne den 27. oktober 2021.



Læs Planklagenævnets afgørelse (åbner i nyt vindue)

Afgørelsens hovedkonklusioner:

  • Planklagenævnet har ophævet lokalplanen og hjemvist den til fornyet behandling.
  • Planklagenævnet har bedt Ballerup Kommune fjerne de bestemmelser, der handler om indretningen i bygninger.
  • Planklagenævnet vurderer, at der ikke kan fastsættes bestemmelser om ophold i bestemte tidsrum af døgnet, så den del af opholdsbestemmelsen skal fjernes.
  • Planklagenævnet har ophævet hele lokalplanen, fordi en ophævelse af den ugyldige del af opholdsbestemmelsen ville medføre, at kolonisterne slet ikke måtte befinde sig i foreningerne udenfor de fastsatte ferieperioder og weekender. Dvs. at det ville medføre en strammere opholdsregel end den Ballerup Kommune har besluttet, og det ville være en politisk afgørelse som nævnet ikke må træffe. 
  • Planklagenævnet har givet Ballerup Kommune medhold på en række centrale områder, herunder at kommunen kan vedtage meget konkrete regler om, hvornår kolonisterne må opholde sig i deres kolonihaver og hvad forskellige bygninger må anvendes til.
  • Planklagenævnet har afvist at behandle en del af klagepunkterne, fordi nævnet ikke kan tage stilling til dem.

Hvilke regler gælder så nu?

Ophævelsen af lokalplan 182 betyder, at de hidtidige deklarationer og lokalplaner nu fuldt ud er gældende igen, også hvad angår bebyggelse og ophold. 

Hvad betyder ophævelsen af lokalplanen for nye byggesager? 

Hvis foreningerne har givet byggegodkendelser i den periode, hvor lokalplan 182 var gældende, så vil disse fortsat være gyldige og lovlige. Byggegodkendelser efter den 27. oktober skal gives efter foreningernes hidtidige regler. 

Revision af kolonihaveloven på vej

Folketinget drøftede den 19. maj 2022 ulovlig helårsbeboelse i kolonihaveområder og her oplyste Indenrigs- og boligministeren, at regeringen vil fremlægge et forslag til ændring af kolonihaveloven i Folketingsåret 2022/23 med bl.a. et generelt forbud mod helårsbeboelse i alle kolonihaveområder, kommunal tilsynsforpligtelse og mulighed for at give administrative tvangsbøder. Se Folketingets behandling her: 

https://www.ft.dk/samling/20211/beslutningsforslag/B79/BEH1-111/forhandling.htm#t68924C542233449782137DDB3807CA3Atab1

På den baggrund behandlede Klima og Miljøudvalget på deres møde den 15. juni 2022 lokalplansarbejdet. Udvalget tog til efterretning, at udarbejdelsen af en ny lokalplan for Ballerup Kommunes kolonihaveområder vil afvente vedtagelsen af en ændret kolonihavelov, så lokalplanen kan bygge på de nye regler for ophold. Administrationen vil indtil da fokusere på lovliggørelse i sager om ulovlig beboelse og bebyggelse på grundlag af de regler, der gælder i dag. 

Se hele dagsordenspunktet her:  

https://ballerup.dk/dagsorden/klima-og-miljoeudvalget-14-06-2022#punkt-1-meddelelser 

Hvad betyder det for kolonihaveindsatsen?

Det betyder, at administrationen ikke arbejder videre med at udarbejde en ny lokalplan, indtil der er vedtaget ny lovgivning på området.

Kolonihaveindsatsen fortsætter både for så vidt angår ulovlig bebyggelse og ulovlig beboelse og de sager om lovliggørelse, som administrationen allerede har eller som vi får fremadrettet, vil derfor blive behandlet og afgjort på grundlag af gældende deklarationer og lokalplaner herunder også sager om bebyggelsens omfang m.v.

Yderligere spørgsmål? 

Såfremt der er spørgsmål i den forbindelse, kan I rette henvendelse til kolonihave@balk.dk