Mulighedserklæring
-
En lægelig vurdering af mulighederne for at fastholde sygemeldte medarbejdere.
Virksomheden har mulighed for at udfylde en såkaldt mulighedserklæring sammen med den sygemeldte medarbejder. Erklæringen er specielt nyttig, hvis der er usikkerhed i dialogen mellem virksomheden og medarbejderen om, hvilke arbejdsfunktioner medarbejderen kan varetage under sin sygdom.
Mulighedserklæringen består af to dele.
Del 1 udfyldes af virksomheden og medarbejder i fællesskab og beskriver medarbejderens funktionsnedsættelser og påvirkede jobfunktioner samt eventuelle aftalte skånehensyn.Del 2 udfyldes af lægen på baggrund af en samtale med medarbejderen og oplysningerne i del 1. Lægen vurderer, om de beskrevne arbejdsforhold er forsvarlige i forhold til helbredet eller om helt eller delvist fravær på grund af sygdom fra arbejdet tilrådes. Lægen kan også anføre, om der er behov for, at arbejdet bliver tilpasset yderligere og give et skøn over den periode, hvor arbejdet skal tilpasses eller hvor fravær er påkrævet.
Mulighedserklæringen erstatter den tidligere ”Lægeerklæring om uarbejdsdygtighed”. Der er dog stadig mulighed for at bede om dokumentation for sygefravær via en såkaldt ”fri attest”. -
- Giver større indsigt i og sikkerhed for, hvilke arbejdsfunktioner medarbejderen reelt kan udføre, hvorved en fuldtidssygemelding måske kan undgås.
- Sikrer en tidligere indsats i de tilfælde, hvor medarbejderen risikerer langvarigt fravær på grund af sygdommen.
- Giver lægen mulighed for at komme med kvalificerede bidrag til virksomheden om, hvilken betydning medarbejderens sygdom har for det arbejde, medarbejderen udfører.
-
En kontorassistent er uheldig at falde på cyklen og får efterfølgende så store smerter i den ene skulder, at hun må sygemelde sig fra sit arbejde. Hun raskmelder sig efter et par dage, men det stillesiddende kontorarbejde får smerterne til at blusse op igen. I samarbejde med sin leder udfylder hun derfor en mulighedserklæring, som hun tager med til sin praktiserende læge. Lægen vurderer, at hun godt kan fortsætte i jobbet, hvis det kan varieres med andre opgaver. Samtidig får hun fri 5 timer om ugen, så hun kan få fysioterapeutisk behandling.
-
En arbejdsgiver kan anmode om en mulighedserklæring af medarbejderen, der har pligt til møde op til samtalen, hvis sygdommen tillader det. Det er medarbejderen, der skal anmode egen læge om at udfylde erklæringens anden del og som skal aflevere den attesterede attest til arbejdsgiveren.
Du kan finde mulighedserklæringen på: www.ams.dk under fagområdet: Sygefravær.