Det årlige, uanmeldte tilsyn i Ballerup Kommunes hjemmepleje fik i 2017 vurderingen "mindre tilfredsstillende forhold" på baggrund af, at Hjemmeplejen fortsat ikke var helt i mål med den sundhedsfaglige dokumentation, og at tilsynet fandt to doseringsfejl. Tilsynet blev gennemført med udgangspunkt i servicelovens §§ 83, 83a og 86 omhandlende personlig pleje, praktisk hjælp og madservice samt retssikkerhedslovens § 16 og servicelovens §§ 148a, 151a og 151b m.fl. Hertil vurderes ud fra kommunens kvalitetsstandarder og fastsatte serviceniveau.
Vurderingen resulterede i, at Social- og Sundhedsudvalget besluttede, at der skulle foretages et opfølgende tilsyn, idet det er målsætningen, at tilsynsvurderinger skal ligge på tilfredsstillende niveau eller derover.
Den 3. november 2017 gennemførte det eksterne revisionsfirma BDO et uanmeldt opfølgende fagligt tilsyn i den kommunale hjemmepleje. Tilsynet lavede en gennemgang af den sundhedsfaglige dokumentation samt en kontrol af den doserede medicin hos 12 borgere, som blev tilfældigt udvalgt.
Resultatet af det opfølgende tilsyn var "mindre tilfredsstillende forhold". Tilsynet gjorde opmærksom på, at vurderingen udelukkende blev givet på baggrund af, at der blev observeret doseringsfejl hos to borgere. I forhold til kvaliteten i den sundhedsfaglige dokumentation, var det tilsynets vurdering, at den kunne karakteriseres som tilfredsstillende, og tilsynet anerkendte, at der på dokumentationsområdet var sket en forbedring siden det ordinære tilsyn i maj 2017.
Tilsynet havde fem anbefalinger til Hjemmeplejen:
1. Sikre, at der udarbejdes helhedsbeskrivelser på alle borgere.
2. Sikre, at medarbejderne har den nødvendige viden om, hvorledes der sikres korrekt dokumentation i helhedsbeskrivelserne.
3. Sikre, at der er korrekt dokumentation i indsatsområderne.
4. Sikre, at der aldrig forekommer efterdoseringer af medicin.
5. Sikre, at der doseres korrekt medicin hos borgerne.
I tilsynsrapporten, side 6 ses vurderingsskalaen, som lyder "ikke tilfredsstillende", "mindre tilfredsstillende", "tilfredsstillende", "meget tilfredsstillende" og "særdeles tilfredsstillende". Med vurderingen "mindre tilfredsstillende" skal Hjemmeplejen følge op på tilsynet ved at udarbejde en handleplan, hvor der beskrives handlinger for, hvordan tilsynets anbefalinger opfyldes.
Tilsynsrapport og handleplan sendes nu i høring i Seniorrådet og Handicaprådet, inden de behandles i Social- og Sundhedsudvalget den 27. februar 2018.