ladestander

18 nye ladestandere på vej ved lokale knudepunkter

Clever opsætter 18 nye ladestandere i Ballerup Kommune. Ladestanderne forventes at være i drift inden udgangen af året

Flere Ballerup-borgere og pendlere kan se frem til, at det bliver nemmere at få ladet elbilen op. Ballerup Kommune og ladeoperatøren Clever har nemlig indgået en aftale, som sikrer 18 nye ladestandere ved en række centrale knudepunkter i Ballerup Kommune. 

Der bliver tale om ladestandere ved Skovlunde Station, Måløv Station, Ballerup Rådhus og Ballerup Idrætsby. 

Forventningen er, at de 18 nye ladestandere - med samlet 36 udtag - vil være i drift fra inden udgangen af året, hvis tilslutning af strøm falder på plads.

- Jeg er glad for, at vi kan gøre det endnu nemmere for borgere, pendlere og besøgende at få ladet elbilen op i Ballerup Kommune. De nye standere kommer til at stå ved en række centrale placeringer, hvor mange færdes, så jeg forventer også, at mange borgere vil tage godt imod dagens nyhed, siger borgmester Jesper Würtzen.

- Den grønne omstilling står højt på dagsordenen i Ballerup Kommune. Vi har et ønske om at være CO2-neutrale i 2050. Flere ladestandere og færre benzin- og dieselbiler er vigtige skridt for, at det mål kan nås. Derfor gør vi, hvad vi kan, for at få flere ladestandere sat op inden for kommunegrænsen, siger Jesper Würtzen.

Hos Clever ser man frem til idriftsættelsen af de 18 ladestandere rundt om i kommunen, som skal være med til at sikre endnu mere rigelig, relevant og fuld tilgængelig opladning, der hvor danskerne er.

 

-  Hvis endnu flere danskere skal tage elbilen til sig, så er det vigtigt, at man kan lade der, hvor man er – uanset om det er på farten, når ungerne skal til fritidsaktiviteter, eller når der skal handles ind. Med 36 ladepunkter øger Ballerup Kommune kampen for den grønne omstilling og gør samtidig hverdagen med elbilen nemmere. Efterspørgslen på elbiler er stigende, og kommunernes bidrag til den grønne omstilling af transporten er afgørende for, at vi kan sikre rigelig, relevant og fuld tilgængelig opladning til gavn for elbilisterne og dem, der overvejer skiftet fra en fossilbil til en elbil, siger Casper Kirketerp-Møller, der er direktør i Clever.

Fakta: Sådan fordeles de 18 ladestandere

Ballerup Rådhus

3 DC-ladere og 3 AC-ladere 

Skovlunde Station Øst/Torvegade

4 AC-ladere 

Måløv Stationsplads

4 AC-ladere 

Ballerup Idrætsby

4 AC-ladere