26 hjemmebyggede racere dystede i Pederstrup Grand Prix
I det første sæbekasseløb for 4. klasser i Ballerup Kommune stillede 13 klasser til start i 26 hjemmebyggede racere med blandt andet dødningehoveder, dyner og Barbie-dukker som udsmykning.
Der er varmt i Pederstrup. Og blandt de 325 elever er der en næsten elektrisk stemning. Om få minutter går starten til Pederstrup Grand Prix.
I første heat deltager Bobs pizzabil med en pizza på taget, en spids racer med ild på siden, og et køretøj, hvor hele universet er malet med planeter, galakser og stjerner.
En hyldest til kreative børn
Det er første gang, Skoletjenesten Pederstrup inviterer til Pederstrup Grand Prix. Cirka halvdelen af folkeskolernes 4. klasser har meldt sig til, og i løbet af foråret har de bygget to sæbekassebiler i hver klasse.
I alt skal klasserne køre seks løb, hvor de i hvert nyt løb har to nye skubbere og en ny fører.
Den klasse, der sammenlagt gennemfører sine seks løb hurtigst, vinder den store pokal. De, der vinder afstemningen om at være mødt op med den flotteste racer, vinder den sølvskinnende lyserøde pokal.
Løbet og banen
BANG! Starten går, og bilerne flyver afsted. Ned af asfalten mod det første, skarpe sving, Kartoffelkurven, hvorefter bilerne i højt tempo drejer ind på græsset og forbi skoletjenestens bålhytte.
Mens bilerne kæmper om den bedste position, spæner klassekammeraterne over græsset heppende og hujende for at støtte deres hårdarbejdende klassekammerater.
Bilerne når JAKON-broen i høj fart, hvor de nærmest flyver over. I dagens anledning er den lille bro over åen i Pederstrup gjort klar til ræset af tømrevirksomheden JAKON, der holder til i Pederstrup.
Forberedelser og træning
I månederne op til løbet har klasserne både hamret, savet og skruet. Derefter er bilerne blevet malet, tegnet, designet, udviklet og udsmykket efter alle kunstens regler.
Kun fantasien har sat grænser: en sæbeboble-bil, en Hello Kitty-bil og en Hjem Is-bil. En bil med pil, to med døden som tema, og en lang giraf-bil. To køer (én lyserød, den anden multifarvet), samt en sølvfarvet, aerodynamisk racer. Én bil køres af en gorilla!
26 farverige, sirligt konstruerede biler er der i alt. Alle prøvekørte og toptunede. Uden for banen er samarbejdet også i top. Mange er mødt op med bannere og ansigtsmaling og har klædt sig på til at heppe på klassekammeraterne.
Opløb og nyt løb
Erik og Kasper fra Ballerup Atletik Klub står for tidstagning. Med professionelt udstyr skydes løbet i gang med pistol, og på målstregen tages der målfoto, hvorefter der kan pustes ud. Det tager et minut at notere tiderne, hvorefter der gives grønt lys til startstregen – og et nyt løb skydes i gang.
Fra JAKON-broen går det i fuld fart ind mellem Grantoftegaards store halmballer og stejlt op mod Hønsesvinget, hvor skoletjenestens høns ser til. Efter et skarpt sving kører bilerne ind på den flagudsmykkede allé mod målstregen.
Stemningen er helt i top, og eleverne skubber raceren op til pit-området. De næste biler er allerede klar. BANG!
Opvarmning og koncert
Inden løbet stod den på fælles opvarmning med Eva fra Sundhedshuset. Her blev der skruet op for både musik og varmet led, så alle var klar til at køre.
Klokken 11.45, efter et veloverstået løb og en is, samledes eleverne igen foran scenen. Her bliver den sidste energi brændt med Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad fra HipSomHap, som spillede op med fede beats og bøllehatte.
I takt til de tunge beats dansede og hoppede eleverne, gik helt ned i knæ, inden de i samlet flok sprang op igen og råbte ”HOWDY!” og sang med på ”Hop lidt mer!” og ”100 p.”
Vinderne
Da koncerten efter 30 varme minutter er forbi, er det tid til at overække pokaler. Fire elever fra 8. klasse på Skovlunde Skole afd. Lundebjerg er mødt op for at uddele den skinnende pokal for Årets Flotteste Grand Prix’er, som går til 4.D fra Rosenlund.
Nu er det Ballerup Kommunes borgmester Jesper Würtzens tur til sammen med HipSomHap at gå op på scenen for at overække pokalen til den klasse, der tilsammen har været hurtigst: 4.L fra Skovvejens Skole afd. Øst.
De glade vindere jubler og springer op på scenen. Lang tids træning har givet bonus. Konfetti regner ned over børnene, og der er selvfølgelig børnechampagne.
Og så er det tid til at køre hjem til skolerne igen. 15 minutter efter konfettien og jublen prægede pladsen, er der nu tomt omkring bålhuset i Pederstrup.
Oprydningen er i gang og en frivillig hjælper råber hen over pladsen: ”I gør det igen til næste år! Ikke?!”
Om Pederstrup Grand Prix
Grand Prix'et er et sæbekasseløb for 4. klasser i Ballerup Kommunes folkeskoler. Løbet er en hyldest til kreative børn og en festdag, hvor eleverne kan vise deres arbejde frem, være et hold og feste med børn fra andre skoler. Løbet er arrangeret af Skoletjenesten Pederstrup med stor hjælp fra Grantoftegaard, JAKON, Ballerup Atletik Klub, Sundhedshuset og Pædagogisk Center.