Asta satte turbo på sin basketudvikling på Hedegårdskolen
Ambitiøse unge kan sætte ekstra fokus på deres sport uden at gå på kompromis med deres skolegang på Hedegårdsskolen. Deadline for at ansøge om en plads i Team Danmark-klasser for 7. klasse i skoleåret 2026/2027 er 1. marts
Hun spiller i den bedste basketrække for kvinder i Danmark. Men 19-årige Asta er ikke kommet sovende til sin plads blandt de allerbedste i Danmark. Da hun skulle i 7. klasse, valgte hun at søge ind på Hedegårdsskolens Team Danmark-klasser.
Flere af de ældre spillere fra klubben i BMS Herlev gik der allerede og var glade for det. Og Asta drømte også om at fokusere endnu mere på basketball. Derfor søgte hun og kom ind.
- Jeg var enormt glad for det. Det var virkelig fedt, at jeg kunne fokusere på basket på et lidt højere niveau. Jeg udviklede mig enormt meget på de tre år, fordi jeg fik de her morgentræninger med – både styrketræning og baskettræning, siger Asta.
I Team Danmark-klasserne på Hedegårdsskolen dyrker eleverne vidt forskellige sportsgrene. Fælles for dem er, at de er ambitiøse med deres idræt. Og det er en styrke med forskellige sportsgrene, mener Asta.
- Det var vildt fedt. Vi var ude at se hinandens kampe. Det var virkelig fedt. Og nogle gange var vi også med til håndboldmorgentræninger for at udfordre os selv lidt og prøve noget andet, og det var vildt fedt at få det mikset, fortæller Asta.

Det var ikke kun sin basketball, hun udviklede. Der kom også nye kompetencer i skoletasken.
- Det fungerede rigtig godt – også fagligt. Jeg havde nogle rigtig dygtige lærere, som jeg også udviklede mig meget hos. Det var en helt anden oplevelse, end jeg havde været vant til. Det virkede mere professionelt, og min hverdag kunne bedre fungere.
- Jeg føler, jeg har udviklet nogle kompetencer, der har hjulpet mig med at tilrettelægge min hverdag lidt bedre, fortæller hun.
I dag går Asta i gymnasiet på en Team Danmark-ordning. Hun jonglerer også fire træninger om ugen plus kamp.
- Jeg tror ikke, jeg havde valgt den gymnasiale uddannelse, jeg går på nu, hvis jeg ikke havde haft en Team Danmark-ordning i 7., 8. og 9. klasse, fortæller hun.
Hun har stadig stort fokus på sin basket og store drømme for fremtiden.
- Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi inden for de næste 2-3 sæsoner får et pokalmesterskab med holdet. Vi er et meget ungt hold, så det kunne være rigtig fedt, hvis vi kunne komme op og vise lidt tænder, smiler Asta.
>> Læs mere om Hedegårdsskolens Team Danmark-klasser her.
Vigtige datoer for Team Danmark-klasser på Hedegårdsskolens 7. klasser i skoleåret 2026-2027
-
Søndag den 1. marts 2026: Ansøgningsfrist
-
Tirsdag den 17. og torsdag den 19. marts 2026: Fysisk screening (for alle ansøgere) på Hedegårdsskolen
-
Tirsdag den 17. marts 2026: Prøvetræning i fodbold og håndbold
-
Torsdag den 19. marts 2026: Prøvetræning i basketball
-
Onsdag den 1. april 2026: Svar på ansøgning