Bæredygtighed og socialt ansvar er kernen i Forenede
Koncernen Forenede er flyttet til Ballerup for at samle den danske del af forretningen, styrke virksomhedskulturen og fortsætte rejsen mod en mere bæredygtig fremtid.
Blandt it-, teknologi- og forsikringsvirksomheder i Lautrupområdet er der flyttet en ny virksomhed ind; Forenede. Forenede er en familieejet koncern med mere end 60 år på bagen, der under sig har fire selskaber. To i Danmark og to i Sverige. De er flyttet ind i moderne kontorlokaler, der er renoveret med fokus på genanvendelse og bæredygtighed.
”Vi ville gerne samle vores danske selskaber og finde mere moderne lokaler, der passer til vores værdier kvalitet og professionalisme, og derudover vil vi gerne styrke vores virksomhedskultur. Og det er lykkedes her i vores nye hus. Her kan vi med stolthed have kunder og samarbejdspartnere på besøg og vise, hvor gode vi er til fx at drive kantine”, fortæller CEO i Forenede Lars Folkmann.
Foto: Billede fra Forenedes kantine i Lautrup
Fokus på en bæredygtig fremtid
Forenede har indarbejdet bæredygtighed som en central del af deres forretning, da de oplever det forventes og efterspørges af stort set alle kunder, og dermed er en nødvendighed for at være konkurrencedygtig. Forenede arbejder med at reducere miljøpåvirkningen og finde grønne alternativer i deres drift og serviceydelser.
”Grøn omstilling og bæredygtighed fylder meget i hele koncernen. Vi har gjort meget ud af at vælge bæredygtige løsninger, da vi flyttede hertil, både i forhold til energibesparelser, madspil og vi ser på vores co2-aftryk generelt. Men bæredygtighed for os handler i høj grad også om social ansvarlighed. Her har vi et stort fokus på at hjælpe borgere ind på arbejdsmarkedet, tilbyde fleksjobs, deltidsjobs og tilbyde jobs til marginaliserede grupper i samfundet. Det kan vi gøre, fordi vi er en stor koncern med 11.400 ansatte i alt i Danmark og Sverige. Vi påtager os gerne et ansvar”, siger Lars Folkmann.
Det en del af koncernens dna at ville gøre en forskel for mennesker og samfundet, og CEO Lars Folkmann fortæller, at det hænger sammen med at være familieejet. For selvom familien ikke længere er en del af den daglige drift, men i dag kun er repræsenteret i bestyrelsen, så er ånden, historien og værdierne stadig en del af Forenede.
”En familie er jo en meget positiv størrelse. En familie værner man om, og man passer på hinanden. Man har et værdisæt, som man sætter stor pris på, og dét kendetegner Forenede og de medarbejdere vi har”.
Medarbejderne er fundamentet
Medarbejdernes tilfredshed og engagement er fundamentet for virksomhedens succes, forklarer Lars Folkmann:
"Tilfredse medarbejdere er forudsætningen for, at du kan få tilfredse kunder. Og tilfredse kunder, det er forudsætningen for, at du kan have en god forretning."
Derfor har virksomheden investeret i modernisering af deres logo, vision og uniformer i forlængelse af deres flytning til Ballerup, så det hele kan fremstå som en moderne og professionel virksomhed, der afspejler koncernens værdier, historie og forpligtelser for samfundet med fokus på en social bæredygtig fremtid.
Fakta
Forenede er en koncern med fire selskaber; to i Sverige og to i Danmark.
I Danmark er selskaberne Forenede Service Danmark og Forenede Care Danmark. Der er i alt 4000 ansatte i Danmark.
Forenede Care Danmark driver fx krisecentre og bosteder, og arbejder med mennesker i forhold til følgende:
- Neuro: rehabiliterer mennesker med erhvervet hjerneskade
- Ældrepleje: skaber trygge rammer på kommunale og egne plejecentre
- Hjemmehjælp: hjælper ældre i egen bolig
- Personlig assistance: støtter voksne med funktionsnedsættelser
- ASIH: Avanceret Sygepleje I Hjemmet
Forenede Service Danmark arbejder med følgende:
- Catering: “Kokkenes Køkken” laver grønne frokost-ordninger med fokus på madspild
- Rengøring: tilbyder moderne hygiejneløsninger til bl.a. kontormiljøer
- Ejendomsservice: sørger for fx viceværter og receptionsservice
Foto: Billede fra Forenedes kantine i Lautrup