Baldersbo bygger til Ballerups ældre borgere
Første skridt på vejen mod en udvidelse af plejehjemmet Toftehaven blev fejret forleden med et rejsegilde. Tre nye boliger, en bedre forbindelse mellem bygningerne og et større køkken er klar til brug ved årsskiftet.
Røde pølser, pizzasnegle og kolde sodavand stod klar til både håndværkere, arkitekter, beboere og gæster, og ude i regnvejret hang den traditionelle krans, der markerer, at spæret er rejst på et nyt byggeri.
Inden døre på Toftehaven holdt Marianne Wisén, bestyrelsesformand for boligselskabet Baldersbo og borgmester Jesper Würtzen taler i anledning af rejsegildet for første del af Toftehavens udvidelse. Udvidelsen består af tre nye boliger, en bedre forbindelse mellem bygningerne og et større køkken, og det er klar til brug ved årsskiftet.

En af de nye, lyse boliger på Toftehaven, der står klar til indflytning ved årsskiftet.
Sidste del blev i stedet den første
I Ballerup har vi brug for flere plejeboliger, og i 2021 gik boligselskabet Baldersbo i gang med at udvide Toftehaven, der ligger centralt i kommunen og hvor der er plads til en større tilbygning. Desværre gik entreprenøren konkurs, og byggeriet gik i stå ved fundamentet, der nu har ligget i dvale og ventet på, at den egentlige udvidelse med 48 boliger i to etager kan begynde.
- Faktisk skulle det, vi fejrer i dag, have været sidste del af den store tilbygning, men nogle gange må man tage en omvej. Det gør det ekstra dejligt at stå her i dag og fejrer, at vi har rejsegilde, og vi håber, at vi i første del af 2026 kan komme i gang med den store udvidelse, fortalte Marianne Wisén i sin tale.
Denne første udvidelse består af tre boliger og en sammenbygning af de to eksisterende boligfløje, som samtidig gør det nemmere for både beboere og personale at gå mellem bygningerne. Sammenbygningen betyder også, at en åben have nu er blevet til en hyggelig atriumgårdhave for beboerne.

Rejsegildekransen var på plads i spæret til den del af udvidelsen, hvor der bliver et større køkken og mere plads til at beboerne kan samles.