Ballerup-auktion gik over vurdering til Danmarks Indsamling
Sammen med Stephanie Grundsøe kunne Ballerup Kommune bidrage med 7.000 kroner til Danmarks Indsamling
Lørdag aften samlede hele Danmark for tyvende gang ind til mennesker i nød. Gennem januar har danskerne haft mulighed for at byde på auktioner, ligesom der også er kommet flotte donationer ind. Da det hele blev gjort op, endte resultatet på 100.513.219 kroner.
Igen i år bidrog Ballerup Kommune til det samlede resultat. Således havde kommunen sammen med Stephanie Grundsøe sat en unik skydeseance med OL-deltageren på auktion.
Og den endte med at blive populær. Muligheden for at blive guidet af OL-atleten til et arrangement hos Ballerup Skytteforening var på forhånd vurderet til 4.000 kroner.
Det blev dog ikke nok til at sikre sig oplevelsen, for der udviklede sig en decideret budkrig om seancen, og da sidste hammerslag faldt, var prisen budt op på imponerende 7.000 kroner, som altså går ubeskåret til Danmarks Indsamling og i år til at hjælpe børn i verdens glemte kriser.