Ballerup Bymidte får seks ekstra ladestandere
Ladeoperatøren E.ON udvider med seks ekstra ladestandere på parkeringspladsen ved Meny på Linde Allé i Ballerup Bymidte
I flere år har man kunnet lade sin elbil op ved tre ladestandere på parkeringspladsen ved Meny på Linde Allé i Ballerup Bymidte. Nu har Ballerup Kommune og E.ON indgået en ny aftale.
Aftalen betyder, at E.ON udvider med yderligere seks ladestandere - heraf tre hurtigladere - så der i fremtiden kommer ni standere med samlet 18 udtag på parkeringspladsen.
- I Ballerup Kommune har vi et ønske om at være CO2-neutral i 2050. Hvis det skal lykkes, kræver det blandt andet en målrettet indsats i forhold til ladestandere. Jeg er derfor glad for, at E.ON har valgt at udvide med seks ekstra ladestandere i centrum af Ballerup, siger borgmester Jesper Würtzen (A)
Og flere ladestandere er vigtigt for fremtiden.
- Jeg hører jævnligt fra borgere, at de tøver med at tage springet til elbil, da mulighederne for at lade den op er begrænsede. Derfor arbejder vi på at få endnu flere ladestandere op i kommunen, så vi kan sikre en veludbygget ladeinfrastruktur til fremtiden, og siger Jesper Würtzen (A).
Også hos E.ON glæder de sig til at udvide i Ballerup Bymidte.
- Vi er i gang med at udvide vores ladenetværk markant til de mange nye elbilister, der kommer på gaden. Og vi er glade for samarbejdet med Ballerup Kommune om pladser til ladestandere. Ved Ballerup Bymidte kan man både lade sin bil normalt op, hvis man handler eller parkerer i længere tid, men der kommer også hurtigladere, så man kan få hurtig strøm på bilen på vej videre. Det skulle gerne være med til at få endnu flere i Ballerup over i elbiler - til gavn for både mennesker og miljøet, siger Vibeke Agerdal Kristiansen, Head of PR i E.ON.
De seks nye standere kan lade 12 elbiler op samtidig. Halvdelen med normal opladning og halvdelen vil være lynladning.
E.ON oplever i øjeblikket meget travlhed hos installatører, og det kan i nogle tilfælde tage mere end seks måneder for det lokale forsyningsselskab at få el-tilslutning. De arbejder på, at få de nye ladestandere i drift hurtigst muligt, men ovenstående skal tages med i betragtning.