Ballerup Idrætsby skal udvikles – nu starter arbejdet
Kommunalbestyrelsen har besluttet at sætte gang i arbejdet med en ny visions- og udviklingsplan for Ballerup Idrætsby.
Børn, unge og voksne mødes hver uge i Ballerup Idrætsby, som danner rammen om træning, kampe, motion og fællesskab for mange borgere. Nu skal området udvikles, så det også i fremtiden kan være et attraktivt samlingspunkt for både foreninger, borgere, der motionerer i området på egen hånd, og borgere, der bruger området til rekreative formål.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at sætte gang i arbejdet med en ny visions- og udviklingsplan for Ballerup Idrætsby. Planen skal sætte retning for, hvordan området kan udvikles over tid – både når det gælder faciliteter, udearealer og sammenhængen mellem de forskellige aktiviteter i området.
- Ballerup Idrætsby er allerede et vigtigt samlingspunkt i kommunen. Nu vil vi gerne undersøge, hvordan området kan udvikles, så det bliver endnu bedre og mere sammenhængende for dem, der bruger det i hverdagen, siger borgmester Jesper Würtzen.
Som en del af arbejdet undersøger kommunen også mulighederne for et nyt idrætsanlæg, hvor der ses nærmere på at indgå et offentlig-privat partnerskab om at bygge faciliteter for 250 mio. kr. Der er dog endnu ikke truffet beslutninger om, hvad et eventuelt anlæg skal indeholde, eller hvor det skal placeres.
Dialog og undersøgelser før beslutninger
I den kommende tid inviterer Ballerup Kommune både brugere, foreninger og mulige samarbejdspartnere ind i dialogen om udviklingen af idrætsbyen. Blandt andet har kommunen gennemført korte interviews med forbipasserende og brugere af idrætsbyen. Inden sommerferien inviteres de foreninger, der har hjemme i og bruger Ballerup Idrætsby, til en samtale om udviklingen af idrætsbyen. Efter sommerferien afholdes også en såkaldt markedsdialog med potentielle samarbejdspartnere.
Markedsdialogen er en indledende undersøgelse, hvor kommunen taler med mulige rådgivere og samarbejdspartnere for at få viden om muligheder, erfaringer og løsninger. Formålet er at blive klogere – ikke at træffe beslutninger.
- Ballerup Kommune ønsker at udvikle idrætsbyen, så den i fremtiden kan bruges af endnu flere – både foreningsaktive, borgere, der dyrker motion på egen hånd, og borgere, der bruger området på forskellige måder. Derfor undersøger vi nu, hvilke muligheder og partnerskaber der kan være med til at udvikle området. Det handler både om viden, erfaringer og mulige finansieringsmodeller,” siger Jesper Würtzen.
Arbejdet med visions- og udviklingsplanen strækker sig over de næste par år. Efter sommerferien vil andre brugergrupper også blive inviteret til at deltage i dialogen om udviklingen af området.
