Ballerup Kommune ansætter projektchef til forretningsudviklingen af KILDEDAL
Søren Vitfell Keller starter den 1. februar 2021 i Ballerup Kommune som projektchef med ansvar for forretningsudviklingen af KILDEDAL – et fremtidig life science hub i verdensklasse.
KILDEDAL-projektet er funderet på en aftale mellem PensionDanmark og Ballerup Kommune om i fællesskab at udvikle et enestående og innovativt by- og erhvervsområde i bydelen Kildedal i Ballerup Kommune. Med KILDEDAL som erhvervsområde udbygger Ballerup Kommune en allerede stærk position, da erhvervsområdet skal have særligt fokus på life science-virksomheder inden for blandt andet medicinal- og medicoindustrien, medtech, biotech, wellfare tech og kunstig intelligens.
Projektchef med erfaring fra life science-industrien
Søren Keller tiltræder stillingen som projektchef den 1. februar 2021 og skal medvirke til at sikre, at KILDEDAL bliver et attraktivt, nyskabende og internationalt anerkendt hub for både danske og udenlandske life science-virksomheder. Søren Keller har haft en række toplederstillinger i danske og internationale life science-virksomheder og kommer senest fra en stilling som direktør for mediegruppen Dagens Medicin.
"Vi er meget begejstrede for at have fået Søren med i teamet omkring KILDEDAL. Søren kommer med en enorm viden og erfaring fra tidligere stillinger inden for life science-industrien, som er meget værdifulde i forhold til det vi ønsker at skabe med KILDEDAL. Derudover har Søren et stærkt netværk blandt de life science-virksomheder og øvrige stakeholders omkring industrien, som vi ønsker at tiltrække til KILDEDAL", udtaler erhvervsudviklingschef i Ballerup Kommune Jette Rau.
Hun fortsætter:
”Ambitionen er at tilføre det danske life science-økosystem noget nyt, som kan understøtte Danmarks position i verden som anerkendt life science-nation. Vi har ikke behov for mere af det samme, vi har behov for at bruge et stærkt fundament til nytænkning”.
Om stillingen som projektchef udtaler Søren Keller:
"Det er en fantastisk mulighed at få lov til at være med til at udvikle KILDEDAL-projektet sammen med kompetente og engagerede kolleger. Ambitionsniveauet hos partnerne i KILDEDAL er højt, og det ses tydeligt, når man kommer tæt på projektet. Der tænkes i helheder - og hele økosystemet omkring life science-industrien, både nationalt og internationalt, tænkes ind i projektet. Det er i sig selv nyskabende og innovativt, og jeg er overbevist om, at denne type projekt kan blive en vigtig brik i forhold til at sikre, at Danmark bibeholder og udbygger sin position som en af verdens førende life science-nationer. Den ambition vil jeg gerne være med til at indfri".
Søren Keller fortsætter:
"En af mine første opgaver i den nye stilling bliver at sammensætte et Advisory Board, som skal bestå af stærke life science-profiler. Advisory Board’et kommer til at have en afgørende og indflydelsesrig rolle i bestræbelserne på at indfri erhvervsambitionen for området, og jeg ser frem til at starte arbejdet med at identificere de rette kandidater sammen med resten af teamet".
KILDEDAL
Helhedsplan for KILDEDAL forventes vedtaget i august 2021, hvorefter det egentlige udviklingsarbejde kan gå i gang. Hen mod sommerferien 2021 forventes der at blive taget stilling til de første erhvervsbyggerier i området.
For yderligere information kontakt:
Jette Rau, Erhvervsudviklingschef Ballerup Kommune på mobil 4175 0220 Søren Keller, Projektchef for forretningsudvikling i KILDEDAL på mobil 91549604