byggeplads

Ballerup Kommune betaler frem over regninger hurtigere

Det styrker især små og mellemstore virksomheder og leverandørers likviditet, når kreditorer tidligt betaler deres regninger. Kommunalbestyrelsen i Ballerup har derfor besluttet at fremrykke betalingsfristen fra 30 til 8 dage til leverandører indenfor bygge- og anlægsbranchen. 

- Ballerup er en stor erhvervskommune og det er væsentligt for os at lytte til virksomhedernes behov og finde de veje, hvor vi kan samarbejde bedst muligt. I vores løbende dialog med virksomhederne og også Dansk Industri er vi blevet opmærksomme på, hvor stor betydning det har for bygge- og anlægsbranchen – som blandt andet er den lille håndværker, der kan have mange penge bundet hos underleverandører – at vi betaler vores fakturaer til dem hurtigere end de 30 dage, som er de gængse betalingsbetingelser. 



Vi vil derfor fremover betale i løbet af 8 dage. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at det er endnu et skridt vi gerne vil tage for at styrke erhvervslivets muligheder i vores kommune, siger borgmester Jesper Würtzen, Ballerup Kommune. 



I Dansk Industri er de meget tilfredse med kommunalbestyrelsens beslutning:



- Det er et stort ønske for byggevirksomhederne, at de får deres penge hurtigere, når de har udført en opgave for en kommune. Derfor er jeg enormt glad for, at Ballerup Kommune har lyttet til vores ønske og indfører straksbetaling af fakturaer. Det har nemlig rigtig stor betydning for byggevirksomhedernes likviditet. Så jeg vil gerne kvittere for, at Ballerup Kommune betaler byggevirksomhederne hurtigere, og jeg håber, at det er første skridt hen mod, at straksbetaling bliver endnu mere udbredt, når virksomheder udfører opgaver for en kommune, siger Mads Raaschou, bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden.



De nye betalingsfrister træder i kraft hurtigst muligt inden sommerferien.