Børn og unge

Ballerup Kommune får 40 millioner kroner til arbejdet med børn og unge

Pengene kan være med til at støtte op om den politiske ambition om, at flere børn og unge skal have mulighed for at indgå i fællesskaber.

Ballerup Kommune får de kommende fire år yderligere økonomiske muskler til det vigtige arbejde med kommunens børn og unge. Kommunen får tilført 40 millioner kroner, som er blevet en realitet med en aftale mellem regeringen og en lang række partier om finansloven for 2024.

Pengene skal gå til at give flere hænder til PPR, som står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Formålet er at styrke PPRs arbejde med at understøtte gode læringsmiljøer på skolerne og i dagtilbuddene, så Ballerup Kommune i endnu højere grad end i dag kan skabe rammer for, at alle børn og unge trives og udvikler sig i deres fællesskaber på børne- og ungeområdet.  Et arbejde, der i forvejen prioriteres højt i Ballerup Kommune.

De nye økonomiske rammer kan være med til at støtte yderligere op om den politiske ambition om, at flere børn og unge skal have mulighed for at være en del af et fællesskab.

- Vi er glade for de midler, vi har fået tilført. Vi har i Ballerup Kommune et stort fokus på, at flere børn og unge skal have en tryg barndom og ungdom i trivsel, hvor de oplever at være en del af et eller flere fællesskaber. Det kan puljemidlerne være med til at understøtte, siger Peter Als, formand for Børne- og Skoleudvalget i Ballerup Kommune, og fortsætter.

Læs også: Ballerup Kommune og Børns Vilkår vil sammen fremme børn og unges trivsel

- Med midlerne får vi mulighed for at udbygge de indsatser, vi allerede har, og måske også igangsætte yderligere tiltag, der er med til at sikre, at børn og unge, der har behov for det, hjælpes tidligt og tilstrækkeligt. Samtidig skal vi sikre, at vores lærere og pædagoger får den relevante sparring. Hvordan vi konkret gør det, skal vi sammen med PPRs mange samarbejdspartnere og dygtige medarbejdere nu i gang med at forholde os til. Vi skal sikre, at vi får mest muligt ud af midlerne, siger Peter Als.

Med aftalen om finanslov for 2024 mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet blev det besluttet at afsætte en pulje på 50 millioner kroner i 2024 og 80 millioner kroner årligt i 2025-2027 til flere hænder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til de cirka ti procent af kommunerne, der har det største behov for flere medarbejdere i PPR. Ti kommuner er blevet tilbudt midler fra puljen.