Ballerup Kommune satser på grøn transport
I Ballerup Kommune skal busser og kommunale køretøjer erstattes med grønne alternativer. Det har kommunen forpligtet sig til ved at indgå en klimasamarbejdsaftale om kollektiv trafik med regeringen.
Ballerup Kommune bakker op om transportministerens ønske om en grøn omstilling af den kollektive trafik. Derfor har kommunen valgt at tilslutte sig de klimasamarbejdsaftaler, som regeringen indgik i juni 2020 med seks af landets største kommuner; København, Aarhus, Aalborg, Odense, Vejle og Frederiksberg. Sidenhen har flere kommuner forpligtet sig, og nu følger Ballerup Kommune trop.
I Transportministeriet vækker Ballerup Kommunes tilslutning glæde.
- Vi har sammen med et meget bredt flertal i Folketinget lovet befolkningen, at vi vil begrænse CO2-udslippet med 70 procent i 2030. Det løfte kræver, at alle hjælper til, og derfor er jeg meget glad for, at Ballerup Kommune har indgået en ambitiøs klimasamarbejdsaftale med målsætning om, at alle bybusser skal omstilles til nulemission. Jeg vil håbe, at endnu flere kommuner kommer med i regeringens klimasamarbejdsaftaler, fordi den grønne omstilling handler naturligvis også om den kollektive trafik, siger transportminister Benny Engelbrecht.
- Omstilling af den kollektive trafik er et meget vigtigt område i forhold til at reducere udledningen af CO2. Som kommune i Hovedstaden med en høj indpendling tager vi gerne et lokalt ansvar, og derfor er det helt naturligt for Ballerup Kommune at tilslutte sig regeringens klimasamarbejdsaftaler, siger borgmester Jesper Würtzen.
I 2019 pendlede knap 40.000 ind til Ballerup dagligt. Nu skal det være endnu mere attraktivt for pendlere og borgere at rejse klimavenligt. Derfor skal alle bybusser omlægges til elbusser (nulemission), og øvrige buslinjer skal som minimum køre på fossilfrit brændstof. På nuværende tidspunkt er der indgået aftale om, at 80 % af de kommunalt finansierede bustimer enten køres af elbusser eller busser på fossilfrit brændstof.
Klimabelastningen fra kommunens egen bilflåde skal også reduceres. I takt med den nye klimapolitik vil Ballerup Kommune sætte konkrete mål for, hvordan resten af de kommunale køretøjer skal omstilles.
- Det kræver et rigtig godt samarbejde, hvis vi skal gennemføre den grønne omstilling af transportsektoren. Når mange kommuner vælger at tilslutte sig klimasamarbejdsaftalerne, kan vi lære meget af hinandens erfaringer. Jeg forventer, at vi i fællesskab kan finde de bedste løsninger for fremtidens grønne transport, fortæller Hella Hardø Tiedemann, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune.
I Ballerup Kommune er der lige så mange arbejdspladser som borgere, og derfor har kommunen høje ambitioner for en bæredygtig udvikling af erhvervslivet. Sammen med Movia, nabokommuner og virksomhederne i erhvervsområdet Lautrup, arbejder Ballerup Kommune for en regional BRT-strækning i Ring 4. BRT er elbusser, der kører i egne busbaner, med høj frekvens. Det vil styrke mobiliteten i hele hovedstadsområdet ved at skabe sammenhængende kollektive transportløsninger og bidrage til den grønne omstilling.
I videoen nedenfor kan du se borgmester Jesper Würtzen og transportminister Benny Engelbrecht fortælle mere om aftalen.
Hvis du ønsker undertekster på videoen, så tryk på "cc" nederst i højre hjørne på videoen og vælg "dansk".
Foto: Bo Helsted