Ballerup Kommune vedtager ny, ambitiøs Erhvervs- og vækstpolitik
Ballerup Kommune fortsætter arbejdet med at styrke sin position som en af Danmarks førende erhvervskommuner. Det besluttede Kommunalbestyrelsen den 15. december 2025 med vedtagelsen af Erhvervs- og vækstpolitik 2026–2030.
Den nye erhvervs- og vækstpolitik bygger videre på de gode erfaringer fra den foregående politik, men introducerer samtidig nye mål og et tydeligere fokus på grøn omstilling, samarbejde og tværgående løsninger.
Ambitiøse mål for vækst, job og unge
Den nye politik er bygget op om tre strategiske målsætninger, som hæver ambitionerne i forhold til den nuværende politik. De tre målsætninger er:
• 5.000 nye private arbejdspladser i kommunen frem mod 2030
• En top fem placering i Region Hovedstaden målt på laveste ledighed blandt jobparate borgere
• At alle unge får en uddannelse eller kommer i job
De tre mål fungerer som pejlemærker for kommunens arbejde, og skal sikre, at både virksomheder og borgere mærker effekten af politikken.
Grøn omstilling bliver et centralt spor
Et af de tydeligste nye elementer i politikken er et styrket fokus på klima og bæredygtighed. Det nye spor skal ses i lyset af virksomhedernes øgede fokus på området samt de generelt større krav, der stilles på området.
Det grønne spor skal binde erhvervsudvikling tættere sammen med kommunens klimapolitik og klimahandleplan og understøtte virksomhedernes grønne omstilling og konkurrenceevne.
Samarbejde som forudsætning for succes
Borgmester Jesper Würtzen understreger, at erhvervspolitikken er udviklet sammen med erhvervslivet og skal løftes i samarbejde med virksomhederne.
”Den nye Erhvervs- og vækstpolitik lægger rammerne for hele kommunens arbejde med at fastholde og videreudvikle Ballerup som en førende erhvervskommune i Danmark. En stærk erhvervspolitik kræver et tæt samarbejde mellem virksomheder og kommune og på tværs af områder som beskæftigelse, uddannelse og erhvervsservice. Samtidig styrker vi samarbejdet om den grønne omstilling, for at leve op til ambitionerne på klimaområdet og fordi det i stigende grad er et vigtigt konkurrenceparameter for virksomhederne,” siger borgmester Jesper Würtzen.
Politikken er blevet til i tæt dialog med erhvervslivet og kommunens rådgivende erhvervspanel, og den kobler indsatser på tværs af byudvikling, uddannelse, beskæftigelse og klima. Målet er at skabe de bedst mulige rammevilkår for virksomheder i Ballerup – nu og i fremtiden.
Du kan læse den nye Erhvervs- og vækstpolitik 2026-2030 her: