Ballerup virksomheder bidrager til velfærd

Ballerup med i front: Virksomheder bidrager med 15,6 mia. kr. til dansk velfærd

Virksomhederne i Ballerup Kommune bidrager hvert år med 15,6 mia. kr. til dansk velfærd. Det viser en opgørelse fra erhvervsorganisationen Dansk Industri

Ballerup Kommune er en stor og attraktiv erhvervskommune. En ny opgørelse fra erhvervsorganisationen Dansk Industri bekræfter igen Ballerups status og viser samtidigt, at virksomhederne i kommunen hvert eneste år bidrager med 15,6 mia. kr. til dansk velfærd via fx skatter af virksomhedernes lønudbetalinger, overskud og investeringer mv.

Ballerups del af det samlede bidrag er det fjerdestørste i Danmark – kun overgået af København, Aarhus og Aalborg.

- Opgørelsen viser tydeligt, at virksomhederne i Ballerup Kommune bærer deres del af ansvaret for Danmarks offentlige service. De har stor betydning for landets skoler, sundhedsvæsen, daginstitutioner, ældrepleje, motorveje og anden velfærd, som vi alle benytter os af, siger borgmester Jesper Würtzen (A)

- Opgørelsen fra DI er også med til at slå fast igen, at Ballerup er toneangivende på erhvervsområdet i Danmark. Det skyldes, at vi i flere år har haft en klar vision om at være en førende erhvervsby, samt at vi iværksætter mange ambitiøse tiltag, der gavner vores virksomheders vækst og udvikling, siger Jesper Würtzen (A).

Ifølge Dansk Industri svarer Ballerups beløb på 15,6 mia. kr. til, at man fx kan undervise 38.000 elever i folkeskolen, have 10.600 social- og sundhedsmedarbejdere og 5.300 politibetjente ansat og bygge 63 km motorvej. Hvert år.

Læs mere her