Ballerup-unge samarbejder på tværs af landegrænser
12 elever fra Ballerup Kommune er netop hjemvendt efter et besøg i samarbejdsbyen Brandenburg an der Havel i Tyskland.
De 12 elever går i 8. klasse på kommunens skoler og var valgt til at repræsentere Ballerup Kommunes skoler i et EU-projekt kaldet ”Clips for Europe”. Gennem projektet mødes unge elever fra forskellige lande og diskuterer aktuelle emner for bagefter at lave kortfilm i blandede grupper om et selvvalgt aktuelt emne. Der blev produceret film om aktuelle emner som klimaforandringer, kønsforskelle, fake news, demokrati, tolerance og andre temaer, som er oppe i tiden. Alt sammen foregik på engelsk, som var arbejdssproget.
Eleverne var af sted i ni dage. Undervejs blev der også lejlighed til at besøge Berlin.
”Samlet set var der tale om en super god oplevelse for eleverne, der alle kom hjem med nye tyske venskaber og en hel del oplevelser og perspektiver rigere,” fortæller Marianne Lykkeby Christiansen, International skolekonsulent, Måløvhøj Skole, og slutter:
”Det ”fedeste” ved opholdet, som eleverne udtrykte det, var alle de nye venskaber, der blev etableret, og de mange aktiviteter, som eleverne havde forberedt hjemmefra. Det værste var de mange myg, som virkelig var en plage efter solnedgang.”