Børn får varmen med vinterlege i Pederstrup
Erhvervspraktikant Alma fra Måløvhøj Skole har været med storegruppen fra Bispevangen på tur til Pederstrup. Det har hun skrevet en fin historie om, som kan læses her.
Da børnene kom til Pederstrup, havde naturvejleder Lisa gjort klar til en masse spændende lege, der skulle gøre børnene klogere på dyrenes måde at overleve vinteren på i den danske natur.
Da storegruppen ankommer, er der dækket fint op til vinterlege. Der er lagt et par fåreskind i en rundkreds på jorden, hvor børnene sætter sig for at lytte til introduktionen af legene. Lisa stiller børnene nogle spørgsmål om den danske vinter, som de kvikt svarer på:
- Hvordan kan man vide, at det er vinter lige nu?, spørger Lisa.
- Fordi at det er koldt, svarer de fleste tilbage i kor.
- Fordi der er is, bliver de også enige om.
Så får børnene en klump is i hånden, som de kommer over pelsen fra dyrene. De ser, at isen ikke trænger igennem pelsen, og et par af dem bemærker også, at pelsen har samme effekt som deres flyverdragter.
Efter snakken er det tid til at lege
Efter at have tænkt over spørgsmål og svar i fællesskab rejser børnene sig fra uldskindene, og går nysgerrigt over mod et reb, som de bliver bedt om at holde fast i. Nu er det nemlig blevet tid til at lege den første leg, som handler om at gennemskue, hvordan dyr overlever vinteren.
Lisa har taget en bunke af bamser med, og når hun trækker et tilfældigt dyr, skal børnene løbe over til den mulighed, de tror dyret vælger. Foran dem er der nemlig sat fire muligheder op: At dyret går i hi, at dyret samler forråd til vinteren, at dyret flyver til et varmere sted, eller at dyret vokser sin pels varm.
Legen får sat gang i fødderne på børnene, og de har da også godt styr på dyr, for de fleste får altid valgt den mulighed, der passer til dyret.

Løbeleg og læring
Da den første leg er slut, går børnene med begejstring over til en anden leg, som hurtigt udvikler sig til en sjov omgang fangeleg. Bagefter fortsætter de med flere løbelege, som man også får varmen af i vinterkulden. Blandt andet skal de se hvilke dyr, de kan løbe hurtigere end på 10 sekunder. De fleste når både op forbi regnormen og bænkebidderne, helt op forbi markmusene, men ræven var lige lidt for hurtig.
Turen bliver afsluttet med en frokostpause, hvor børnene reflekterer over deres yndlingsaktivitet i vinterlegene. Og der er ikke meget tvivl, for næsten alle er enige om, at fangelegen var klart bedst.
Naturvejleder Lisa gik også glad derfra med håb om at børnene har fået noget godt med sig fra dagen:
- Jeg håber, at de har fået en følelse af at få rørt kroppen i vinterkulden og samtidig har fået et lille indblik i, hvilke muligheder og strategier dyrene har for at klare sig gennem vinteren.
Tak til Alma Salas fra 8.E på Måløvhøj Skole, afd. Østerhøj for den fine artikel og billeder om oplevelsen med de mindste borgere på opdagelse i naturen.