Boligerne og dagtilbuddet i Skovlunde indviet
33 nye boliger og dagtilbud til voksne med handicap er indviet – både nye beboere og beboere fra tidligere bofællesskaber er flyttet ind.
Ballerup Kommunes nye boliger og dagtilbud til voksne med handicap stod færdigt i marts 2021, hvor beboerne fra de tidligere bofællesskaber på Bygaden, Hold-an Vej og Klakkebjerg samt en række nye beboere flyttede ind.
Fredag den 3. september var det så blevet tid til den officielle indvielse med rød løber og snoreklipning i den lune sensommersol.
- Ballerup Kommune har nu fået 33 lyse og moderne boliger til voksne med særlige behov samt et dagtilbud med bedre faciliteter og flere udfoldelsesmuligheder. Jeg håber og forventer, at bo- og dagtilbuddet bliver et sted man er glad for at komme hjem til, og et sted, hvor man er glad for at arbejde, sagde borgmester Jesper Würtzen blandt andet i sin tale ved indvielsen.
Sammen med beboer og repræsentant i bruger- og pårørenderådet, Mads Arent, klippede borgmesteren efterfølgende den røde snor.
Med boligerne- og dagtilbuddet i Skovlunde har beboere og brugere fået et unikt tilbud med masser af nye udfoldelsesmuligheder – herunder en smuk sansehave, der dannede rammer om festlighederne.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget Lolan Ottesen holdt også en tale i haven, hvor hun blandt andet takkede beboere, pårørende og medarbejdere for deres engagement og store bidrag til projektet.
Lolan Ottesen, formand for Social- og Sundhedsudvalget, holder tale.
Herefter blev der råbt hurra, skålet i champagne, spist kage og sunget sange. Og både pårørende og kunstner, Henrik Plenge Jakobsen, der har stået for den kunstneriske udsmykning, gav det nye tilbud et par ord med på vejen.
Indvielsesdagen sluttede med sommerfest for beboere og brugere og medarbejdere.