Borgermillionen er uddelt
Frivillige kræfter og ildsjæle, der gør en indsats for fællesskaber og naturforbedring i kommunen, var torsdag samlet på Ballerup Rådhus til uddeling af Borgermillionen.
Syv vidt forskellige projekter har ansøgt om at få del i Borgermillionen til netop deres idé, og da beløbet, der sammenlagt er søgt for, falder inden for den afsatte million, var der en check til alle syv projekter.
Blandt modtagerne var Bydelsmødrene, der havde søgt om penge til at uddanne det 4. hold af Bydelsmødre ud over de 30 kvinder, der i forvejen er uddannet. Bydelsmødrene gør en indsats for at støtte isolerede kvinder med bl.a. netværk, aktiviteter, information og hjælp til selvhjælp.
Det Grønne Værksted hjælper bl.a. borgere med at reparere ting, der er gået i stykker og stiller værktøj til rådighed til dem, der selv er fikse på fingrene, havde søgt penge til et særligt bord, der bruges når man skal tilskære tekstiler. De havde endda fundet en god pris på bordene, så nu er der råd til mere end et bord.
Alle modtagere viste planerne for deres projekter frem, som nu kan blive ført ud i livet takket være Borgermillionen.
De syv projekter:
• Belægning på Tingstedet i Måløv: 176.393 kroner
• Flytbar overdækning til hundefold i Østerhøj: 100.000 kroner
• Fornyelse af scenen i Skovlunde Bypark: 294.316 kroner
• Tekstilborde til Det Grønne Værksted: 12.000 kroner
• Cykelcafeen køber ny el-cykel, som kan lånes ud: 25.000 kroner
• Bydelsmødrene uddanner nyt hold: 172.800 kroner
• Grundejerforeningen Egebjerghuse etablerer grønne områder: 125.000 kroner