Kvinde ved siden af blomsterbed

Borgermillionen har skabt mere vildt blomster- og dyreliv i Digterparken

Biodiversiteten har fået bedre vilkår i Digterparkens Grundejerforening i Ballerup, efter området sidste år fik en bid af Borgermillionen.

160.000 kroner er gået til blomster, buske og træer. Igen i år har alle i kommunen mulighed for at søge penge gennem Borgermillionen til naturforbedrende tiltag.

Insekter og bier summer omkring valmue, katost, knopurt og klinte i Digterparken, hvor de vilde blomster er et overdådigt madkammer for de flyvende væsener. Ikke langt derfra står nyplantede pæretræer og ribs- og stikkelsbærbuske.

Digterparkens udvikling viser tydeligt, hvordan penge fra Borgermillionen kan glæde både mennesker og dyr. Grundejerforeningen havde et ønske om at styrke biodiversiteten ved at lade græsset gro, få bærbuske og frugttræer samt bede til danske blomster og urter. De fik tildelt pengene i december sidste år, i det sene forår begyndte gravearbejdet, og nu kan alle interesserede nyde den nye natur.

En grundejerforening har også et ansvar

Sidsel Andreasen og Rikke Schjellerup fra grundejerforeningen er initiativtagere bag ideen. Inspirationen kom fra et lignende projekt i Hjørring, som blev vist i tv-programmet ”Giv os naturen tilbage”. Her kunne tv-seere se metoder til at skabe mere vildt blomster- og dyreliv og højere biodiversitet.

”Med vores ide tænkte vi først og fremmest på biodiversiteten og ville gøre noget for insekterne og bierne ved at give dem nogle gode levesteder. En stor grundejerforening som vores har også et ansvar. Vi havde i forvejen vilde bede i vores haver, og vi tænkte, det kunne være fedt at få mere af det i området,” forklarer Sidsel Andreasen og fortsætter:

”Dernæst tænkte vi på fællesskabet. Ved at plante pæretræer og bærbuske håber vi, at mange kan nyde godt af frugt og bær.”

Blomster og bier

Borgermillionen gav en hjælpende hånd

Sidsel Andreasen og Rikke Schjellerup stillede forslag om flere vilde blomsterområder i Digterparken på en generalforsamling og blev undervejs opmærksomme på muligheden for at få støtte gennem Borgermillionen. I samarbejde med grundejerforenings bestyrelse og foreningens faste gartner Engell Anlægsgartner blev tanken til virkelighed.

Selvom naturprojektet folder sig ud på grundejerforeningens grund, kan alle interesserede nyde godt af det, da området er offentligt tilgængeligt.

Få hjælp til din ide

Borgermillionen ruller igen i år, og du kan som Digterparkens Grundejerforening søge om penge til et projekt, der kan forskønne dit lokalområde, styrke fællesskabet eller begge dele. Igen i år støtter Borgermillionen nemlig naturforbedrende ideer.

Du har mulighed for at få hjælp til din ide i mindre eller større omfang. Du behøver ikke at have et gartnerfirma med på sidelinjen eller have en hel grundejerforenings opbakning, inden du sender din ansøgning. Ballerup Kommune understøtter dit forslag i videst muligt omfang.

Sidsel Andreasen er godt tilfreds med processen og resultatet af Borgermillionen 2021:

”Det er rart at se, at vores ide er blevet til noget. Vi havde ikke brug for at sparre meget med administrationen i kommunen om vores ide, men det var en tryghed, at vi kunne få hjælp, hvis vi var i tvivl.”

Deadline er den 5. september

Vi skal modtage din ansøgning senest den 5. september på borgermillionen@balk.dk. På ballerup.dk/borgermillionen kan du se, hvad din ansøgning skal indeholde.