Børn og kunstnere bygger dukketeater i Hedegaven
I uge 31 bygges der dukketeater i Hedegaven i Hede-Magleparken. Her hjælper kunstnere børn med at skabe teater, dukker og rekvisitter, inden der kommer besøg af et rigtigt dukketeaterkompagni.
I Hedegaven syder det af liv. Det lange lokale med det store bord er fyldt med børn i alderen 6-9 år, der alle er i gang med at lave dukker. Sammen med billedkunstneren Marie-Louise Andersen taler de om, hvordan dukkerne får liv og udtryk, og hvilke materialer der er gode til gøre dukkerne levende. En slags modellervoks bliver til hår og næser, mens blomstret stof bliver til kjoler og kapper.
Børn der hamrer og maler
Dagene forinden har børnene bygget et rigtigt dukketeater sammen med kunstnerne Peter Rørbæk og Anders Benmouyal. Børnene har savet, hamret og malet stjerner, lyn og hjerter på siden – lyserød i flere nuancer! Børnene tester dukketeateret med de nye dukker, og imens forsøger Anders og Peter at finde ud af, hvor høj bænken indenfor skal være: Skal man helst stå, sidde eller være på knæ, når man spiller dukketeater?
Enkelte forældre har også snydt sig med til workshoppen. Limpistoler, malerruller og sakse er i fuldt firspring både inde og ude. At der pludselig er gået to timer ved det store bord, det mærker de voksne ikke på børnene. For når dukkerne er færdige, så skal der leges med dem – og det nye teater testes af.
Kunst og kreativitet
Ugen slutter med at dukketeaterkompagniet Fyret & Flammen kigger forbi og spiller forestillingen ”Hos H.C. Andersen”. På den måde får børnene mulighed for at opleve alle siderne omkring dukketeateret: De er selv med til at skabe fortællinger og rekvisitter og møder de professionelle kunstnere både foran og bag scenen.
Det er Jens Emanuelsen fra BFO’en på Hedegårdsskolen og Mikala Rossing fra Hedegaven, der har taget initiativ til workshoppen. I løbet af ugen lærer både børn og voksne noget om dukketeater, men også om alle de idéer der opstår i de kreative processer. Børnene bliver fortrolige med kunstnernes arbejde, og det der ligger bag fx en dukketeaterforestilling. Og de bliver inspireret til at lege nye lege, hvilket tydeligt ses i Hedegaven.
Dukketeaterworkshoppen foregår i uge 31 og er støttet af billedskolen ved Ballerup Musik- og Kulturskole og Kulturtjenesten i Ballerup.
Hedegaven er en boligsocialindsats og børne- og ungeindsats i Hede-Magleparken.