Rådhuset set fra facaden

Budgetaftalen for 2023 er på plads

23 ud af 25 medlemmer af Kommunalbestyrelsen er gået sammen om en aftale om budgettet for 2023.

28 mio. kr. til flere pædagoger og SOSU’er, 31 mio. kr. ekstra til de specialiserede områder, fire nye børnehaver samt investeringer i klima- og naturområdet.

Det er et par af overskrifterne i budgetaftalen for 2023, som er indgået mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF – Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Kate Svarrer, uden for partierne.

Parterne bag budgetaftalen er desuden lykkedes med at blive enige om at reducere besparelserne med 8 mio. kr., så de samlede besparelser lander på 49 mio. kr. Endvidere forbliver skatten uændret.

Budgetaftalen er landet med den klare hensigt fra partierne om at skabe de bedst mulige rammer i en tid, hvor den økonomiske krise tynger kommunerne på tværs af hele landet.

- Jeg er glad for, at en næsten enig Kommunalbestyrelse i en økonomisk svær tid har kunnet finde sammen om en bred og forsvarlig aftale. Aftalen er kommet i hus efter gode og konstruktive forhandlinger, hvor vi er enige om at holde hånden under dem, der har det sværest, og hvor vi sammen har taget ansvar for fremtidens Ballerup, siger borgmester Jesper Würtzen (S).

Budgettet for 2023 bliver formelt set vedtaget mandag den 10. oktober kl. 18.00 i Kommunalbestyrelsessalen på Ballerup Rådhus. I den mellemliggende periode arbejder parterne videre på de sidste formuleringer i aftalen. Den endelige aftale vil blive offentliggjort inden mødet den 10. oktober.

Øvrige parter siger om budgetaftalen

Peter Als, gruppeformand for Socialdemokratiet:

- Jeg er rigtig glad for, at vi i disse alvorlige sparetider har været i stand til at holde fokus på kvaliteten af vigtige områder for børn og unge. Der bliver samlet set ikke besparelser på dagtilbudsområdet og ikke store besparelser for skoler og klubber. Når der samtidig er sat penge af til at sikre plads i dagtilbud og skole for vores stigende børnetal, og til en række miljøtiltag, er jeg en glad mand.

Allan Kristensen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti:

- Det Konservative Folkeparti i Ballerup tager ansvar og er igen med i budgetaftalen for 2023. Det er jo altid en buket ”røde” roser med nogle spidse torne. Vi er glade for den øgede indsats imod ulovlig helårsbeboelse i kolonihaverne og øget fokus på budgetoverholdelse. Vi passer på hinanden og på kommunen som helhed, og får en kommunal vagt, imens vi venter på, at der kommer et flertal for skattelettelser.

Simon Knudstrup, gruppeformand for SF - Socialistisk Folkeparti:

- SF har sat et tydeligt aftryk på budgettet, hvorfor vi har valgt at være med og dermed også tage ansvar i en økonomisk udfordret tid. Vi har fået fjernet en lang række besparelser, som vi ikke kunne se os selv i, især på vores yngste børn. Med aftalen holder vi hånden under velfærden i en svær situation, og vi er samtidig lykkes med at sikre flere gode initiativer for børn, unge, udsatte og ældre. Ligeledes investerer vi i klima og natur samt i vores foreningsliv.

Stine Rahbek Pedersen, gruppeformand for Enhedslisten:

- Budget 2023 prioriterer klima, natur, børn, kultur og mennesker med særlige behov. Klimaet er den største trussel mod vores fremtid. I Ballerup Kommune skal vi tage klimaansvar. Vi vil finansiere Klima- og Miljøudvalgets ambitiøse målsætning om mindst 85 % CO2-reduktion inden 2030. Naturen er prioriteret med ressourcer til at give daginstitutionsbørn naturoplevelser, og vi får en naturplan, der skal udvikle en rig natur i vores kommune. Besparelser kan Enhedslisten kun være med til, fordi vi samtidig vil afbureaukratisere og fjerne opgaver, der tager tid fra børn, unge og ældre.

Lars Green Bach, gruppeformand for Radikale Venstre:

- Vi er lykkedes med et rimeligt budget i en svær økonomisk situation, hvor vi i Radikale Venstre glæder os over, at vi har undgået store besparelser på børn, unge og fritids- og kulturområdet. Samtidig er vi tilfredse med, at vi med budgetforliget får styrket arbejdet med mental sundhed hos børn og unge, med klima og natur, og får prioriteret nogle strategiske indsatser inden for økonomi, FN's verdensmål, idræt og frivillighed samt iværksætteri.

André Amingsø, gruppeformand for Nye Borgerlige:

- Nye Borgerlige er med i budgetaftalen for 2023, fordi vi er glade for, at der blandt andet er fundet besparelse på den centrale administration, at der ikke bliver ændret i den udvidede åbningstid på fritidsordningerne, og der ikke kommer kortere åbningstid i dagtilbuddene.

Michael Jensen, gruppeformand for Dansk Folkeparti:

- Man skal være politiker i såvel gode som dårlige tider, vi skal kunne træffe beslutninger, som er svære og går imod vores menneskelige natur. Når det er sagt, så har jeg fået rykket på de spareforslag, der lå langt fra mine overbevisninger. Der er forslag, der helt er væk, samt forslag der er blevet reduceret betydeligt. DF er blevet hørt på afgørende punkter og er igen med at tage ansvar for vores kommunes budget i 2023.

Kate Svarrer, uden for partierne:

- Et budget, hvor der skal spares, er svært. Jeg er tilfreds med et budgetforlig, der styrker forebyggende arbejde og trivsel for børn og unge, udsatte og i psykiatrien. Derudover er der fokus på natur, klima og FN’s verdensmål samt ønsker til nye boformer og et fremtidigt erhvervsliv, der støtter op om borgerne. Vi undgår ikke besparelser, men vi kan sikre, at der arbejdes på en fremtid, hvor der satses på nytænkning og alternativer. Det koster mod og omstilling.

Mødet den 10. oktober kan følges direkte via ballerup.kommune-tv.dk