Budgetaftalen for 2025 er i hus: Velfærden styrkes massivt
Et bredt flertal har indgået en aftale om Ballerup Kommunes budget for 2025
Store investeringer på børne- og ungeområdet, et markant løft af ældreplejen, en styrkelse af forenings- og idrætslivet samt investeringer i idrætsanlæg, børnehaver og klimatiltag er blandt de vigtigste elementer i budgetaftalen for 2025.
Bag aftalen og de mange initiativer, der skal fremtidssikre velfærden, står Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, SF - Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige.
Ældreområdet løftes med ca. 35 mio. kr., børne- og ungeområdet med ca. 24 mio. kr., kultur- og fritidslivet med 14 mio. kr. og klimaet med ca. 12 mio. kr. Hertil kommer en lang række løft inden for øvrige områder af kommunens drift. Samtidig skal der investeres i kommunens ejendomme og bygges nye idrætsfaciliteter for 250 mio. kr.
På de specialiserede områder er der fortsat behov for at se på nye løsninger og bedre ressourceanvendelse, så fremtidens udfordringer imødekommes. Budgetparterne har lyttet til både høringssvar og idéerne fra sommerens to dialogmøder med borgerne om budgettet.
Med budgetaftalen på plads er vejen nu banet for, at budgettet formelt kan vedtages mandag den 7. oktober kl. 18.00 i Kommunalbestyrelsessalen på Ballerup Rådhus. Mødet kan følges direkte på ballerup.kommune-tv.dk
Parterne bag budgetaftalen siger
Borgmester Jesper Würtzen, Socialdemokratiet
- Jeg er glad for, at vi igen er lykkedes med at lave en bred aftale om kommunens budget med 24 af 25 medlemmer af kommunalbestyrelsen. Vi investerer massivt i velfærden for både ældre og børn samt i natur, klima og vedligeholdelse af veje og bygninger. Derudover prioriteres idræts- og foreningslivet. Vi har skabt en bundsolid økonomi på grund af den byudvikling og befolkningsvækst, vi har oplevet. Det giver os mulighed for at lave den bedste aftale siden kommunalreformen i 2007.
Peter Als, gruppeformand for Socialdemokratiet
- Jeg er på vegne af den socialdemokratiske gruppe meget tilfreds med budgettet. Vi understøtter vores vision om at sikre borgerne den bedst mulige velfærd. Vi investerer i bedre fysiske rammer og i ekstra ressourcer til børn og unge, ældre samt klima og miljø. Jeg er særligt glad for, at vi kan fortsætte udviklingen med at styrke vores dagtilbud og skoler med bedre normeringer til vores børn i dagtilbud og endnu bedre muligheder for to voksne i klasserne.
Allan Kristensen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti
- Vi er glade for, at budgettet har øget fokus på forebyggelse, fællesskaber og støtte til udsatte børn og familier. Desuden sættes gang i den grønne omstilling med udrulning af fjernvarme, flere elbiler og lettere adgang til at skifte fra bil til offentlig transport. Der afsættes også yderligere midler og faciliteter til foreninger og frivilligt arbejde, så børn og ældre får øgede muligheder for aktiviteter og undervisning. Derudover flere midler til fleksible muligheder i ældreplejen og nye sundhedstilbud tæt på borgerne.
Mikael Wandel, gruppeformand for Venstre
- Venstre er glade for, at vi er med i en budgetaftale, der investerer i kernevelfærden. Vi styrker tilbuddene til både børn, unge og ældre og skaber bedre idrætsfaciliteter og flere naturoplevelser. Vi vil sikre billigere adgang til musikskolen og støtte til større lokale events. Med fokus på gennemsigtighed i økonomien og forbedring af vores bygningsmasse tager vi ansvar for fremtidens Ballerup. Dette er en aftale, der sætter frihed, ansvar og udvikling i centrum for alle borgere.
Simon Knudstrup, gruppeformand for SF - Socialistisk Folkeparti
- SF sætter med tilfredshed vigtige aftryk i en budgetaftale, der investerer i at gøre den borgernære velfærd endnu bedre. Bl.a. er vi lykkedes med at sikre flere uddannede voksne i vores dagtilbud, mens vi også løfter ældreområdet markant, herunder med faste teams samt en styrket demensindsats. Det er også med glæde, at SF sætter positive aftryk på klimaindsatsen og den grønne omstilling med bedre forhold for bl.a. cyklisme og kollektiv transport, ligesom vi prioriterer bæredygtighed gennem energirenoveringer af kommunale bygninger.
Louise Mathiasen, gruppeformand for Enhedslisten
- Enhedslisten glæder sig over, at budgettet investerer i velfærd og passer på naturen. Aftalen viser, at den landspolitiske udskamning af ældre og mennesker med handicap, som særligt belastende for fællesskabet, ikke styrer i Ballerup. Vi forbedrer betingelserne for at pædagoger, lærere og foreninger kan gøre en forskel for alle børn og unge. Vi aftaler at passe mere på klima og natur, og skaber bedre betingelser for at tage cyklen. Ø er samlet set glad for aftalens bæredygtige og solidariske indhold.
Michael Jensen, gruppeformand for Dansk Folkeparti
- Dansk Folkeparti er med i budgetaftalen, da aftalen er en styrkelse af vores velfærd nu og i fremtiden. Dansk Folkeparti ser en aftale med visioner, erkendelser og et markant løft af vores økonomiske rammer. Vi ser tiltag, der skal sikre og udvikle ældreområdet, vi investerer i nye idrætsfaciliteter, vi tager dyrevelfærd alvorligt, vi skaber nye arbejdsgange samt forbedrer rammerne for de mest sårbare. Budgetaftalen giver luft til vores kernevelfærd og vil forbedre vores alles Ballerup.
Lars Green Bach, gruppeformand for Radikale Venstre
- Radikale Venstre er glade for at være med i en budgetaftale, der gør Ballerup grønnere, friere og stærkere. Vi investerer i dagtilbud, skoler og Headspace, så børn kan lege, lære og udvikle sig i trygge rammer. Vi sætter fokus på børns rettigheder som UNICEF børnevenlig by og styrker idrætten, så flere kan være aktive og sunde. Endelig skaber vi atter bedre vilkår for iværksætteri og prioriterer klimaløsninger, naturindsatser og rent drikkevand – alt sammen for at skabe en bæredygtig fremtid.
André Amingsø, gruppeformand for Nye Borgerlige
- Nye Borgerlige er glade for at være med i budgetaftalen for 2025. Det er et budget, som vi mener, at alle kan være stolte af, et løft til mange områder.