Cykelfest for børn: Kids Tour ruller ind
Lørdag den 6. juni bliver Ballerup Super Arena forvandlet til en farverig cykelarena, når Kids Tour kommer til Ballerup. Her kan børn i alderen 3-10 år få fart i pedalerne og opleve cykelglæde, leg og læring i trygge rammer
Cykelhjelmen spændes, hjulene snurrer og smilene breder sig, når Kids Tour ruller ind i Ballerup til en dag fyldt med fart, leg og fællesskab. Kids Tour handler om bevægelses-glæde, trafiksikkerhed og masser af grin, og hele familien er inviteret med.
Ballerup Kommune er med og inviterer til en cykeldag, hvor hele familien kan være med. Det sker lørdag den 6. juni, og på eventpladsen venter der aktiviteter, konkurrencer og smagsprøver for både store og små.
Billetter til dagen købes hos Børneulykkesfonden (Linket åbner i et nyt vindue)
- Jeg glæder mig til at byde velkommen til Kids Tour i Ballerup. Her får børnene mulighed for at lære om trafiksikkerhed på en sjov, tryg og legende måde. Det bliver en dag fyldt med cykelglæde, fællesskab og gode oplevelser, hvor børnene ikke bare får rørt sig, men også mærker glæden ved at cykle og opnår vigtige erfaringer med sikker færdsel i trafikken, siger Morten Andersson, formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune og tilføjer:
- Samtidig oplever cykelsporten medvind på cykelstierne i Ballerup, hvor vi har en lang tradition for at favne både elitesport, motionister og pendlere. Det er en vigtig del af vores arbejde med at være en stærk cykelkommune og skabe gode rammer for alle, der vælger cyklen uanset niveau og formål. Ballerup Super Arena komme til at danne den perfekte ramme om en fantastisk dag for både børn og kommunens børnefamilier, og jeg håber, at mange har mulighed for at deltage,
Mere end bare et cykelløb
Kids Tour er en landsdækkende begivenhed, der sætter fokus på trafiksikkerhed, sundhed og fællesskab. Bag arrangementet står Børneulykkesfonden, som med støtte fra REMA 1000 og en række kommuner arbejder for at gøre Danmark til et tryggere sted for børn.
- Med Kids Tour ønsker vi at inspirere børn til at bruge cyklen i hverdagen, og samtidig give dem en sjov oplevelse, hvor de lærer om sikkerhed og får rørt sig. I 2026 fylder Kids Tour syv år, og vi er stolte over fortsat at kunne samle et engageret felt af landets kommuner, samarbejdspartnere og børnefamilier, der støtter op om eventet, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden.