Cyklede to gange rundt om jorden: Her er cykel-vinderne
Der er blevet trampet flittigt i pedalerne i Ballerup i september. Deltagerne i cykelkampagnen ‘Træd til’ har tilsammen cyklet 97.092 kilometer på tre uger. Nu er vinderne i cykeldysten fundet
Nogle har klikket cykelskoene fast på pedalerne og cyklet mod horisonten, mens andre er hoppet på cyklen til og fra arbejde. Og så er der dem, der har brugt cyklen på helt andre måder.
Men fælles for dem alle er, at de fra den 7. til den 27. september har registreret deres kilometer som en del af Ballerups cykeldyst mod kommunens tyske samarbejdsby Brandenburg an der Havel.
Jorden rundt to gange
414 aktive Ballerup-cyklister har deltaget i kampagnen, og de har i gennemsnit cyklet 235 kilometer på de tre uger, som kampagnen løb. I alt er der tilbagelagt 97.092 kilometer – det svarer til mere end to gange rundt om jorden.
- Jeg vil gerne sende et stort skulderklap til alle, der har deltaget i kampagnen. Vi ønsker, at endnu flere vælger cyklen som transportmiddel, og kampagnen er med til at sætte fokus på netop det. Samtidig bidrager den til at skabe positive fællesskaber på arbejdspladser og i foreninger, siger borgmester Jesper Würtzen.
Og netop fællesskabet var dét, der fik leder i Børnehuset Valhalla Mette Lyng til at kaste sig ind i cykelkampagnen.
Cykelture skaber fællesskaber
- Det var ekstra spændende, at der var et arrangement, vi kunne være fælles om og på den måde skabe en fællesskabsfølelse på tværs af hele børnehuset, fortæller Mette Lyng.
Hun har løbende indsamlet og indtastet kilometer og delt statusopdateringer på Aula. Og selv om det primært har været de voksne, der har samlet kilometer, har hun også noteret sig, at flere børn har cyklet alt fra 200 meter til 5 kilometer, ligesom medarbejdere har arrangeret cykelture og konkurreret om at samle flest kilometer ind til holdet.
- Det er en rigtig god fornemmelse at mærke, at forældre, børn og medarbejdere har noget fælles, de kan dele og tale sammen om. Jo bedre stemningen er i huset, desto mere gør det, at forældrene føler sig velkomne – og det er vigtige byggesten i et forældresamarbejde, forklarer Mette Lyng.
Og vinderne er…
Om det var Mette Lyngs kampgejst, der gjorde forskellen, skal være usagt, men Børnehuset Valhalla vandt med sine 7.117 kilometer i kategorien flest kilometer for arbejdspladser. LE34 vandt i kategorien flest kilometer i gennemsnit, da holdets 20 deltagere i snit cyklede 279 kilometer. Begge arbejdspladser vinder et cykelevent i Ballerup Super Arena.
- Konkurrencegenet gik i gang hos os, og det har givet en følelse af, at ’yes, vi gjorde det sammen’. Sammenholdet er blevet styrket, og det har givet mange gode snakke på tværs af huset, forklarer Mette Lyng fra Børnehuset Valhalla, der uddeler diplomer til alle børn, der har været med.
For foreningshold topper DBC Ballerup alle tre kategorier, men da man kun kan vinde i én, løber de med sejren i flest kilometer med imponerende 24.142 kilometer. Prisen for flest kilometer i gennemsnit går til Cyklistforbundet med 219 kilometer i snit, mens Ballerup-Skovlunde Fodbolds U17-hold med 24 deltagere vinder i flest aktive cyklister. Alle tre foreninger modtager et gavekort på 10.000 kr.
Ved lodtrækning blev vinderne af to citybikes også fundet. De har fået direkte besked.
Ballerup Kommunes tyske samarbejdsby Brandenburg an der Havel tilbagelagde imponerende 214.846 kilometer i de tre uger, cykeldysten stod på. Ballerups deltagere kan dog bryste sig af at have cyklet længst per deltager, da Ballerups 414 aktive cyklister har cyklet 235 kilometer i gennemsnit, mens Brandenburgs 1.295 aktive cyklister runde 191 kilometer i snit.
Sådan gik det Træd til-kampagnen
Ballerup
- Hold: 37
- Aktive cyklister: 414
- Ture: 7.110
- Cyklede kilometer (i alt): 97.092 km
- Cyklede kilometer (i gennemsnit pr. aktiv cyklist): 235 km
- Cyklede kilometer (i gennemsnit pr. tur): 13,7 km
Brandenburg an der Havel
- Hold: 96
- Aktive cyklister: 1.135
- Ture: 22.137
- Cyklede kilometer (i alt): 216.677 km
- Cyklede kilometer (i gennemsnit pr. aktiv cyklist): 191 km
- Cyklede kilometer (i gennemsnit pr. tur): 9,8 km