Pris

Danske Bank og Ballerup Kommune i samarbejde om ny Kultur- og Fællesskabspris

Ballerup Kommune og Danske Bank i Ballerup har indgået en aftale, hvor Danske Bank sponsorer en ny Kultur- og Fællesskabspris med 30.000 kroner de næste to år

En ny pris har set dagens lys. Kultur- og Fællesskabsprisen er navnet på den nye pris, der skal hædre de lokale kræfter og ressourcer, der bidrager til innovative og bæredygtige fællesskaber i Ballerup Kommune med fokus på diversitet. 

Kultur- og Fællesskabsprisen gives til foreninger, civilsamfundsorganisationer, borgergrupper og virksomheder, der skaber store eller små fællesskaber i kommunen med nye bæredygtige idéer og tiltag.

- Vi er glade for, at Danske Bank her i Ballerup fortsætter med at støtte op om en pris. Vi vil gerne fremme de inkluderende fællesskaber i Ballerup Kommune, og derfor glæder det os, at vi sammen med Danske Bank kan anerkende og hædre dem, der gør en ekstraordinær indsats for deres medborgere, siger borgmester Jesper Würtzen.

- Derfor håber jeg også, at vi i udvalget får mange indstillinger. For der er mange frivillige ildsjæle i vores kommune, der yder en stor indsats for at skabe innovative og bæredygtige fællesskaber.

Prisen skal videreudvikle projekt

I Danske Bank i Ballerup glæder direktør Morten Skovboe sig over, at samarbejdet med Ballerup Kommune fortsætter.

- Vi vil gerne være med til at understøtte og styrke de fællesskaber, der gør en positiv forskel for andre. Der er mange i vores kommune, der brænder for at gøre en forskel, og det vil vi gerne være med til at støtte. Tidligere har vi støttet individuelle ildstjæle, som virkelig også har fortjent prisen, men med den nye pris rammer vi fællesskabet endnu bredere, siger Morten Skovboe, der er direktør i Danske Banks rådgivningscenter i Ballerup.

Fællesskabsprisen er et kontantbeløb, som overrækkes en gang om året efter indstilling og efterfølgende bedømmelse af Udvalget for Ballerup Kommunes Kultur- og Fællesskabspris.

Prisen, som er på 30.000 kroner, skal bruges til videreudvikling eller implementering af det fællesskab og projekt, der vinder prisen.

Den nye Kultur- og Fællesskabspris erstatter kulturprisen, der gik til enkeltpersoner, modsat Kultur- og Fællesskabsprisen, som ikke kan vindes som individ.

Det er muligt at indstille til prisen på Ballerup Kommunes hjemmeside fra september. Der kommer yderligere info herom, når der åbnes for indstilling.